Richard Axel, f. 1946, amerikansk læge, professor ved Columbia University. Sammen med Linda Buck kortlagde han omkring 1990 den genetiske baggrund for lugtesansen, bl.a. knyttet til G-proteiner (se signalstoffer), og beregnede, at der er omkring 1000 aktive gener involveret i dannelsen af kemiske receptorer i de lugtfølsomme celler i næsens slimhinde. Sammen fik de nobelprisen i medicin/fysiologi i 2004. Han har siden beskæftiget sig med hjernens analyse af sanseindtryk fra lugtecellerne.