Johanne Christiansen

Johanne Christiansen tog lægeeksamen i 1907. Efter en årrække, hvor hun dels tog en praktisk hospitalsuddannelse, dels arbejdede som assistent ved Institut for Almindelig Patologi, nedsatte hun sig i 1921 som praktiserende speciallæge i intern medicin. Hun fik specialistanerkendelse i 1923. I 1922 tog hun italiensk lægeeksamen, og hun var medstifter og leder af det italienske kursted Casa Azzurra fra 1930 til 1933.

Hun blev som den anden kvinde i Danmark i 1912 dr.med. på en afhandling om fri og bunden saltsyre i maveindhold. I årene efter disputatsen skrev hun en lang række videnskabelige artikler af overvejende fysiologisk-kemisk art. Efter en studierejse i 1912-1913, hvorunder hun bl.a. besøgte den skotske fysiolog John Scott Haldane i Oxford, offentliggjorde hun i 1914 sammen med Haldane og den britiske fysiolog Claude Gordon Douglas (1882-1963) opdagelsen af den rolle som hæmoglobin spiller i transporten af kuldioxid.

Johanne Christiansen propaganderede for en kost med mere fedt og proteiner og gav samtidig slankeråd i en række radioforedrag, artikler og bøger, fx Gyldne Lægeraad (1933) og Rationel Sparekogebog (1940). Hun forfægtede sine idéer om bl.a. ernæring og hormonbehandling i skarpe polemikker. Vigtigst var den langvarige fejde med lægen og ernæringsforskeren Mikkel Hindhede i Ugeskrift for Læger 1932-1935, som endte med Christiansens eksklusion fra Den Almindelige Danske Lægeforening, da hun nægtede at betale sin del af sagsomkostningerne efter en kollegial voldgiftsret.

En senere polemik med lægen Erik Warburg fik ligeledes en retslig afgørelse, da Østre Landsret i 1943 idømte Warburg en bøde for ærekrænkende udtalelser, fordi han havde beskyldt hende for usandfærdighed.

Johanne Christiansen modtog i 1933 Den Almindelige Danske Lægeforenings hædersgave, og i 1935 tildeltes hun Tagea Brandts rejselegat.

• ernæring

• Johanne Christiansen