Faktaboks

Henrik Hoffmeyer
Født
4. august 1917
Død
5. april 1986

Henrik Hoffmeyer, 4.8.1917-5.4.1986, dansk psykiater, socialoverlæge ved Mødrehjælpen 1954-64, overlæge ved forskellige psykiatriske afdelinger i København 1964-76; halvbror til Jesper Hoffmeyer og Klaus Hoffmeyer.

Hans far, lægen Svend Hoffmeyer (1886-1951), spillede en rolle inden for den danske seksualreformbevægelse og vakte tidligt sønnens interesse for sociale problemer. Henrik Hoffmeyer gjorde sig bredt gældende inden for psykiatri og sexologi. Han ydede en stor indsats i offentlige kommissioner og nævn og fik en betydelig indflydelse på holdningen til seksualoplysning, graviditeter hos unge, abortspørgsmål og sterilisation.

Henrik Hoffmeyer øvede en helt afgørende indflydelse på adgangen til fri abort. Som medlem af det i 1967 nedsatte Svangerskabsudvalg afgav han i 1969 mindretalsudtalelse, idet han på trods af visse betænkeligheder som den eneste i udvalget anbefalede fri abort, hvilket folketingsflertallet fulgte ved vedtagelse af loven om fri abort i 1973. Personlig fremtrådte Henrik Hoffmeyer stilfærdigt, nænsomt og blottet for fanatisme og ensidighed.

Offentligt blev han mest kendt for sin seksualoplysende indsats. Hans bog Vejledning for unge om kønslivet (1959) kom i talrige oplag og var gennem mange år bogen om dette emne. Hans seksualoplysende indsats kulminerede med to tv-udsendelser tidligt i 1960'erne, de første i sin art i Danmark.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig