George Davis Snell, 1903-1996, amerikansk genetiker, der virkede ved Jackson Laboratory, Bar Harbor, Maine, 1935-69. Med mus som forsøgsdyr udførte han i 1950'erne immunologiske undersøgelser af vævstypeantigener og påviste betydningen af vævstypekomplekset MHC (Major Histocompatibility Complex, se immunologi (immunsystemet)), der findes hos alle hvirveldyr. Da MHC er inddraget ved afstødningsreaktioner ved organtransplantation, lagde Snells arbejder grunden til transplantationsimmunologi. Sammen med immunologerne Baruj Benacerraf og J. Dausset modtog han i 1980 nobelprisen i fysiologi/medicin.