Faktaboks

Ernest H. Starling

Ernest Henry Starling

Født
17. april 1866, London
Død
2. maj 1927, Kingston Harbour, Jamaica
Ernest Starling.
Ernest H. Starling i 1890.
Af .

Ernest H. Starling var en britisk læge og fysiolog, der blev banebrydende på tre forskellige forskningsområder: Han afdækkede forhold i blodkredsløbet; han opdagede hormonet sekretin og var den første til at definere, hvad et hormon er; og han formulerede Starlings hjertelov om hjertets slagvolumen.

Starling arbejdede ved det fysiologiske laboratorium på Guy's Hospital i London og 1899-1923 var professor i fysiologi ved University College of London.

I forbindelse med sin forskning i blodkredsløbet målte han væsketransporten ind og ud af blodets kapillærer og forklarede mekanismen i 1896.

I 1902 opdagede han det hormon, der stimulerer bugspytkirtlens sekretion, sekretin, og formulerede definitionen af en kemisk budbringer, som han i 1905 gav betegnelsen hormon.

Vha. eksperimenter på et isoleret, arbejdende hjerte i en hjerte-lunge-præparation beskrev han bl.a. hjertets blodforsyning, iltoptagelse og pumpefunktion. På den baggrund formulerede han sin hjertelov om, at hjertet regulerer den mængde blod, der uddrives pr. slag, såkaldt slagvolumen, efter den blodmængde, der tilbydes hjertet.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig