Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Povl Riis

Oprindelig forfatter HeWu Seneste forfatter Redaktionen

Povl Riis, 28.12.1925-2.1.2017, dansk læge, overlæge ved Gentofte Amtssygehus 1963-76 og ved Herlev Amtssygehus 1976-95 ved afdelingen for medicinske mave-tarm-sygdomme.

Povl Riis var desuden professor i intern medicin ved Københavns Universitet 1975-95. Hans videnskabelige indsats har især vedrørt tarmens betændelsessygdomme. Han var hovedredaktør af Ugeskrift for Læger 1967-91 og ydede tidligt en stor indsats for udbredelsen af kendskabet til kliniske forskningsmetoder.

Han deltog i udformningen af Helsinki-deklarationen om videnskabsetiske principper inden for biomedicinsk forskning, tog initiativ til oprettelse af danske videnskabsetiske komitéer og var formand for Den Centrale Videnskabsetiske Komité 1979-98. 1996-2012 var han formand for Ældreforum.

Annonce

Povl Riis arbejdede med normering af det medicinske sprog og har desuden skrevet tekst til flere korværker og kantater. Han havde både nationalt og internationalt betydningsfulde hverv inden for lægevidenskab, etik og uddannelsesplanlægning og modtog adskillige danske og udenlandske hædersbevisninger, bl.a. August Krogh Prisen (se Marie og August Krogh Prisen) i 1974.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Henrik Wulff: Povl Riis i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 15. november 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=151597