Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Mario R. Capecchi

Oprindelig forfatter JHoeN Seneste forfatter Redaktionen

Mario R. Capecchi, Mario Renato Capecchi, f. 6.10.1937, amerikansk genetiker og molekylærbiolog, født i Italien. Han har været ansat ved Harvard School of Medicine, USA, 1969-73 og derefter ved University of Utah, hvor han er professor i human genetik og biologi. Siden 1988 har han desuden været forsker ved Howard Hughes Medical Institute.

Barndommen i Italien under 2. Verdenskrig overlevede han som gadebarn, da moderen blev anbragt i koncentrationslejr i Dachau. Efter krigen blev han genforenet med moderen, som bragte ham til USA i 1946. Capecchi fik i 1967 ph.d-grad i biofysik ved Harvard University under vejledning af James D. Watson, kendt som medopdager af dobbelthelix-strukturen af DNA. Cappechi fremhæver selv, at Watson lærte ham selvtillid til at forfølge ethvert videnskabeligt problem, som fascinerede ham, uanset dets kompleksitet. Cappechi er især kendt for udvikling af metoder til ændring af specifikke gener i embryonale stamceller fra mus (gene targeting) i midten af 1980'erne, som har dannet grundlag for skabelsen af transgene dyr (dyr med nye arveanlæg), "knockout"-mus (mus, hvor et gen er selektivt erstattet med en inaktiv form af samme gen, såkaldt homolog rekombination) og kloning af dyr. I de senere år har Cappechi især fokuseret på familien af Hox-gener, som spiller en væsentlig rolle for den embryonale udvikling af alle flercellede organismer.

Capecchi har bl.a. modtaget den prestigefyldte Albert Lasker-pris i 2001 sammen med Martin Evans og Oliver Smithies. I 2007 delte de tre forskere nobelprisen i fysiologi/medicin for deres opdagelser af principper til at introducere specifikke modifikationer af gener i mus ved anvendelse af embryonale stamceller.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jens Høiriis Nielsen: Mario R. Capecchi i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=54200