Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Ignaz Philipp Semmelweis

Oprindelig forfatter NEng Seneste forfatter Redaktionen

Ignaz Philipp Semmelweis, egl. Ignác Fülöp Semmelweis, 1818-1865, østrig-ungarsk fødselslæge, der var professor i fødselsvidenskab ved universitetet i Pest 1855-65. I begyndelsen af 1800-t. døde op mod 20 % af sygehusindlagte fødende kvinder af barselsfeber. Under sin ansættelse på fødselsstiftelsen i Wien havde Semmelweis bemærket, at den fødeafdeling, hvor der foregik undervisning af medicinske studenter, havde tre gange større dødelighed af barselsfeber end den, hvor jordemoderelever blev undervist. Da den eneste forskel var, at studenterne ofte kom direkte fra sektionsstuen uden at have vasket hænder, indførte han i 1847 håndvask i klorkalkvand, hvorved dødeligheden faldt fra 18 % til 1 %. Herved foregreb han J. Listers antiseptiske behandling 20 år senere, men hans resultater blev først anerkendt efter hans død, idet de ikke passede med forestillingerne hos samtidens læger om smitte som et udelukkende luftbårent fænomen.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Nils Engelbrecht: Ignaz Philipp Semmelweis i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 23. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=157536