Underlivssmerter, smerter, som henføres til kvindens underliv, uden at de nødvendigvis hidrører fra livmoder, æggeledere eller æggestokke.

Underlivssmerter kan opstå på bestemte tidspunkter i menstruationscyklus (cykliske underlivssmerter), fx på ægløsningstidspunktet som følge af en lille blødning fra æggestokken ud i bughulen (se mittelschmerz) eller i form af menstruationssmerter (dysmenorré), som skyldes smertefulde sammentrækninger i livmoderens muskulatur eller endometriose.

Akutte underlivssmerter kan skyldes underlivsbetændelse, som kan være ledsaget af feber og udflåd fra skeden. Pludseligt indsatte smerter i underlivet kan dog også være forårsaget af sygdomme i andre organer, fx blindtarmsbetændelse, urinvejsbetændelse eller galdeblærebetændelse.

Kroniske underlivssmerter er smerter, som har varet mere end et halvt år. I udenlandske undersøgelser har man fundet, at det er et problem hos 10-15% af alle kvinder, og mange kvinder henvender sig også i Danmark til deres læge af denne grund.

Smerterne kan stamme fra kvindens indre kønsorganer. Kronisk infektion i underlivet er formentlig ret sjælden. Derimod kan det dreje sig om følger efter underlivsbetændelse med aflukning af æggelederne. Ved kroniske underlivssmerter vil man forsøge at afklare, om der er forandringer i de indre kønsorganer vha. ultralydundersøgelser og en kikkertundersøgelse (laparoskopi). Finder man derved udtalte forandringer, kan det være berettiget at fjerne de forandrede æggeledere og sammenvoksninger omkring disse. Det giver dog ikke altid smertefrihed, og generelt er der skuffende resultater af operationer i underlivet hos kvinder med kroniske underlivssmerter, fordi smerterne kan stamme fra andre organer end de indre kønsorganer, fx fra tyktarmen (se colon irritabile) eller myoser i den omgivende muskulatur i underlivet.

Det kan være vanskeligt at finde årsagen til kroniske underlivssmerter, idet de kan have andre årsager end fysiske. Man må således ofte overveje psykiske, sociale og seksuelle faktorer. Tilsvarende vil en effektiv behandling af underlivssmerter ofte nødvendiggøre et tværfagligt samarbejde mellem læger, sexologer, psykologer og socialrådgivere.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig