kræft (kræftimmunologi)

I begyndelsen af 1970'erne opstod begrebet immunologisk overvågning. Denne overvågningsegenskab blev tillagt immunsystemet. Baggrunden var den dengang nye erkendelse af, at transplanterede organer, fx nyrer, bliver afstødt, hvis der ikke er fuldstændig vævstypeforligelighed mellem donor og modtager. Da det var vanskeligt at forestille sig, at afstødningsreaktionen udviklingsmæssigt kunne være fremkommet for at afstøde transplanterede organer, blev den hypotese fremsat, at immunsystemets evne til afstødning skulle bero på et behov for stadig afstødning af fremmede celler, fx kræftceller. Det var dengang en gængs antagelse, at der til stadighed dannes et større antal kræftceller i den menneskelige organisme, måske med en hyppighed af en kræftcelle for hver 10.000 normale celler, der nydannes. Når der alligevel kun opstod kræft forholdsvis sjældent, kunne det skyldes en overvågnings- eller afstødningsmekanisme. Egenskaben blev tillagt det cellemedierede immunsystem og de celler, det udgøres af, T-lymfocytterne (se immunologi (immunsystemet)). Teorien vandt meget stor tilslutning. Forudsætningen for, at kræftceller kan afstødes, må være, at de i immunologisk forstand repræsenterer "ikke-selv", dvs. indeholder fremmede antigener (tumorspecifikke antigener, TSA), som immunsystemet kan genkende.

Kræft kan fremkaldes hos mus med forskellige kemiske stoffer (karcinogener), især tjærestoffer, som også kan forårsage kræft hos mennesker. Desuden forårsages en del kræftformer hos mus af virus. Kræftsvulster fremkaldt af kemiske stoffer vil mht. antigener være forskellige fra den ene svulst til den anden, mens virusfremkaldte svulster har antigener tilfælles. I forsøg kunne det vises, at mus, der har fået transplanteret en virusfremkaldt svulst, men som har fået svulsten fjernet, inden den har spredt sig i dyret, vil afstøde et nyt transplantat af samme svulsttype; dyret er blevet immunt over for denne type svulst. Det samme gælder ikke for forskellige kemisk fremkaldte svulster. Immuniteten hos de mus, der blev transplanteret med virusfremkaldte svulster, har vist sig at afhænge af T-lymfocytterne.

Omtrent samtidig fremkom forsøg med immundefekte dyr, først og fremmest den nøgne mus, der mangler T-lymfocytter, og som derfor ikke reagerer immunologisk ved transplantation af fremmed væv, hverken normale celler eller kræftceller. Disse forsøgsdyr udviklede ikke kræft hyppigere end normale mus, bortset fra kræftformer, der er virusfremkaldte. Teorien om T-lymfocytternes overvågningsfunktion måtte derfor opgives. I stedet blev funktionen tillagt de såkaldte naturlige dræberceller, der i reagensglasforsøg kan dræbe nogle, men langtfra alle former for kræftsvulster.

Teorien om en immunologisk overvågning fik også støtte fra iagttagelser på patienter, der i forbindelse med transplantation af et organ, fx en nyre, var i behandling med immunundertrykkende lægemidler for at afværge afstødning. Hos disse patienter opstod der flere tilfælde af kræft end forventet, dog især kræftformer, som vides eller formodes at være forårsaget af virus. Den øgede kræftforekomst kunne således skyldes et nedsat immunforsvar mod virus snarere end et specifikt forsvar mod kræftceller som sådan. Det har da også ligefrem været postuleret, at immunsystemet fremmer væksten af forskellige kræftformer (immunstimulationsteorien).

Hos patienter med forskellige kræftformer har man forsøgt at øge immunsystemets reaktionsevne med uspecifikke stimulatorer, fx calmettevaccine, som kan forstærke immunreaktionen over for en række antigener. Resultaterne har været vekslende og overvejende skuffende. Også forsøg på behandling af kræft med anvendelse af immunsystemets signalmolekyler (cytokiner) har i de fleste tilfælde givet negative resultater. Det er således ikke bevist, at immunsystemet hos mennesket har nogen beskyttende virkning over for kræft.

Der arbejdes intensivt på at finde antigener, som er specifikke for kræftceller, men kun i enkelte tilfælde er det lykkedes at fremstille monoklonale antistoffer, der reagerer mod antigener, som overvejende eller udelukkende findes på kræftceller. De monoklonale antistoffer er forsøgt koblet til cellegifte, som ved antistoffernes hjælp transporteres til kræftcellerne. I nogle tilfælde er der opnået lovende resultater. Det må imidlertid understreges, at der er tale om antistoffer, der er frembragt i laboratoriet, og ikke antistoffer, der er dannet af individets eget immunsystem.

Der er også isoleret kloner af T-lymfocytter, der kan genkende og reagere mod modermærkekræft (melanom), men disse behandlingsmåder er endnu på forsøgsstadiet. Forudsætningen for, at immunsystemet kan reagere, er eksistensen af antigener, som kun findes på kræftcellerne. Yderligere skal de være forskellige fra organismens egne antigener, som immunsystemet ikke reagerer mod. Og endelig skal de præsenteres for immunsystemet, på en sådan måde, at der startes en immunreaktion. Problemet med den rigtige præsentation søger man at løse ved at overføre signalgener til kræftceller fra patientens svulst i håb om, at præsentationen derved bliver komplet. Ud over arbejdet på at kunne behandle individuelle kræfttilfælde ved en styrkelse af immunsystemet er et af målene for denne forskning at finde metoder, der kan føre til udvikling af effektive vacciner mod de almindeligste kræftformer.

Der foreligger således endnu ikke resultater, der viser, at kræft i almindelighed skyldes svigtende immunfunktion, og heller ikke fund, der viser, at en uspecifik styrkelse af immunsystemet vil virke beskyttende mod kræft.

Læs mere om kræft.