Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

strålebehandling

Oprindelig forfatter MRør Seneste forfatter Redaktionen

Strålebehandling. Lineær accelerator til højvoltsbehandling, opstillet på Rigshospitalets strålebehandlingsafsnit i 1999. Apparatet har et system af mange parallelle spalter (multibladskollimator) til frembringelse af et næsten parallelt strålebundt af elektromagnetiske stråler eller partikler samt elektronisk billeddannelse, hvilket muliggør en digital og fleksibel indstilling af strålefeltet.

Strålebehandling. Lineær accelerator til højvoltsbehandling, opstillet på Rigshospitalets strålebehandlingsafsnit i 1999. Apparatet har et system af mange parallelle spalter (multibladskollimator) til frembringelse af et næsten parallelt strålebundt af elektromagnetiske stråler eller partikler samt elektronisk billeddannelse, hvilket muliggør en digital og fleksibel indstilling af strålefeltet.

strålebehandling, behandling med ioniserende stråling, som næsten udelukkende anvendes til patienter med kræftsygdomme, idet målet med behandlingen her er at udrydde kræftceller. Strålebehandling er en overordentlig vigtig del af den samlede behandlingsindsats over for kræftpatienter. Omtrent halvdelen af alle kræftpatienter får på et eller andet tidspunkt i behandlingsforløbet brug for strålebehandling. Strålebehandling af godartede sygdomme foregår udelukkende med røntgenstråler med lav energi (Buckystråler, se hudsygdomme (behandling)).

Forudsætningerne for moderne strålebehandling blev tilvejebragt, da C. Röntgen i 1895 opdagede røntgenstrålerne, og ægteparret Curie i 1896 fandt det radioaktive radium. Ret hurtigt blev man opmærksom på de behandlingsmæssige muligheder, og kræftbehandling med radium blev indledt ganske få år efter af Marie Curie.

Virkningsmåde

Alle former for strålebehandling virker ved, at der dannes frie elektroner, som har så stor energi, at de kan slå molekyler i stykker og danne frie radikaler. Da kroppen overvejende består af vand, vil der ved strålebehandling oftest dannes frie radikaler fra vand (hydroxylradikaler), som kan beskadige andre molekyler i nærheden. Den cellebeskadigende effekt af strålebehandlingen skyldes først og fremmest direkte eller indirekte beskadigelse af cellens arvemasse (DNA, se strålingsbiologi). Normalt vil DNA-beskadigelsen føre til cellens død umiddelbart, men skaden kan dog også være begrænset, så cellen overlever med defekter, som senere kan føre til celledød eller i sjældne tilfælde til udvikling af nye svulster.

Annonce

Metoder

Den ioniserende stråling, der anvendes til behandling, kan være elektromagnetisk stråling eller partikelstråling. Den elektromagnetiske stråling er røntgenstråler dannet i et elektrisk apparat (røntgenrør eller lineær accelerator, se bestrålingsanlæg og højvoltbestråling) eller gammastråler dannet ved henfald af radioaktive isotoper. Man kan også anvende partikler, først og fremmest elektroner, som udsendes fra en accelerator med meget stor hastighed.

Strålebehandlingen gives udefra med et behandlingsapparat anbragt i en vis afstand fra patienten (teleterapi) eller ved anbringelse af radioaktivt stof i eller meget tæt ved patienten (brakyterapi). Langt de fleste behandlinger gives som ekstern bestråling med anvendelse af lineære acceleratorer, som kan frembringe højenergetiske stråler. Herved kan man forholdsvis præcist sikre sig, at selv ret dybtliggende svulster rammes, uden at skader på hud og andre organer bliver for voldsomme. Ved brakyterapi anvendes radioaktive stoffer normalt indstøbt i kugler eller tråde, som anbringes i patienten og fjernes igen, når bestråling har fundet sted i den ønskede tid. Behandlingen anvendes normalt ved svulster i hulorganers indre, fx livmoderen.

Med computerstyret planlægning og behandling og anvendelse af den nyeste teknologi i apparaturet er strålebehandlingen blevet mere præcis og skånsom, fx i form af IMRT (intensitetsmoduleret strålebehandling) rettet mod et tumorområde defineret i tre dimensioner og med variation over tid, hvorved det bliver en firedimensional strålebehandling.

Behandlingsformer

Strålebehandling kan have helbredende (kurativt) sigte eller være lindrende (palliativ). Betingelserne for helbredelse er, at kræftcellerne er tilstrækkelig strålefølsomme, og at svulsten ikke har bredt sig. Eksempler på sygdomme, der kan opfylde disse betingelser, er livmoderhalskræft, kræft i hoved- og halsområdet, dvs. strube, svælg, mundhule mv., blærekræft, visse former for testikelkræft, lymfeknudekræft (lymfom) og visse svulster hos børn. Svulsterne er dog mindst lige så forskellige som de patienter, der lider af dem, hvorfor strålefølsomheden varierer, også for den samme sygdom.

I tiltagende grad anvendes en kombination af strålebehandling og medicinsk behandling (kemoterapi, se kræft (behandling)) for derved at ramme såvel de lokale svulstceller som de celler, der evt. har spredt sig til andre organer i form af metastaser. Denne strategi anvendes fx ved brystkræft, lungekræft, endetarmskræft og lymfom. Den kurative strålebehandling gives normalt i ret store doser fordelt over mange enkeltbehandlinger på store områder.

Den palliative strålebehandling har primært til formål at mindske symptomer og at forbedre patientens livskvalitet. Normalt anvendes denne form for behandling ved smerter betinget af spredning til knogler, ved tryk på nervesystemet, specielt rygmarven, og ved blødninger fra svulster. For at opnå en hurtig effekt vælges større enkeltdoser på det symptomgivende område.

Inden strålebehandlingen indledes, foretages en meget omhyggelig planlægning vha. CT-scanning, computerberegninger og anvendelse af forskellige former for filtre (se også stereotaksi). Patienten anbringes i en slags skal fremstillet af kunststof under selve strålebehandlingen, så placeringen er helt ens fra gang til gang. Ofte anvendes flere strålefelter ved hver behandling. Den enkelte behandling varer som regel nogle få minutter. Det samlede behandlingsforløb strækker sig typisk over fem til syv uger.

Bivirkninger

Ved at dele strålebehandlingen op i mange enkeltbehandlinger opnås, at den beskadigelse, der uundgåeligt sker af de normale celler, bliver mindre. Mellem de enkelte strålebehandlinger sker der i de normale celler en vis udbedring af den indtrufne skade, hvilket ikke i samme grad sker for svulstcellerne. Derfor kan man ved mange enkeltbehandlinger nå op på de store stråledoser, der er nødvendige for at slå alle svulstcellerne ihjel, samtidig med at bivirkninger holdes på et acceptabelt niveau. Bivirkninger kan dog ikke helt undgås.

De akutte bivirkninger skyldes forandringer i væv, hvor der konstant foregår celledelinger, fx hud, slimhinder og knoglemarv. Symptomerne fremkommer almindeligvis alene fra de organer, der medinddrages ved behandlingen, fx slimhindepåvirkning i mund, spiserør og svælg ved bestråling af svulster i hoved- og halsregionen. Almensymptomer i form af træthed, feber og kvalme kan dog optræde, hvis det bestrålede område er relativt stort. De kroniske bivirkninger stammer overvejende fra væv, hvor der foregår færre eller ingen celledelinger, fx knogler, nervevæv og bindevæv, og udvikles måneder til år efter behandlingen. Det er ofte disse sene reaktioner på behandlingen, der begrænser omfanget og intensiteten af strålebehandlingen, og det typisk disse der formindskes ved anvendelse af IMRT-strategi.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Mikael Rørth: strålebehandling i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=166071