Leverlæsioner, beskadigelser af leveren forårsaget af mekanisk påvirkning af den øverste del af bugvæggen (se abdominallæsioner) eller den nederste del af den højre side af brystkassen, fx ved ulykker, skudlæsioner eller vold i form af knivstik.

Der kan optræde små rifter i leverens overflade og knusninger af store dele af leveren med læsion af galdeveje og blodkar, hvorved der kan optræde indvendig blødning i leveren og i bughulen. Diagnosen stilles ved CT-scanning eller ultralydundersøgelse, i alvorligere, hastende tilfælde under operation. Ved denne søges blødningen standset, men i enkelte tilfælde kan det være nødvendigt at fjerne en del af leveren. Dødeligheden afhænger af læsionens art og omfang og varierer mellem ca. 1 % ved simple stiklæsioner og ca. 50 % ved voldsomme knusningslæsioner.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig