Pesttavle, opsat mellem 1654 og 1756, der indtil 1915 har hængt i Sankt Nicolai Kirke i Rønne. Tallene på tavlen angiver antallet af døde i Bornholms sogne ved pestepidemierne i hhv. 1618 og 1654. Øverst ses Døden med le og pil og indskriften »Pas Du paa mig, ieg sigter til Dig«.
.

Pest, alvorlig infektionssygdom forårsaget af stavbakterien Yersinia pestis. Sygdommen var ligesom kolera og kopper umådelig frygtet tidligere pga. tilbagevendende store epidemier, fx den sorte død i Europa omkring 1350, da 1/4 af hele befolkningen omkom.

Faktaboks

Etymologi
Ordet pest kommer af latin pestis 'epidemi, pest, ulykke'.

Ved den seneste epidemi i København i 1711 døde i løbet af to måneder 20.000 af byens 60.000 indbyggere. Siden 1900 er sygdommen ikke forekommet i Europa, men den findes fortsat i mindre omfang i SØ-Asien, Afrika og Amerika. En mindre epidemi i Indien i 1994 forårsagede stor international opmærksomhed.

Bakterien spredes fra gnavere til mennesker ved bid af rottelopper, især fra den sorte rotte. Efter to til syv dage opstår der høj feber og byldedannelse i en eller flere lymfekirtler (byldepest). Kredsløbschok og organsvigt kan støde til, og ubehandlet er dødeligheden ca. 50 %.

Ved direkte smitte fra andre syge kan der opstå en alvorlig lungebetændelse (lungepest), som fører til stærkt nedsat lungefunktion med blåfarvning (cyanose) af huden, deraf navnet den sorte død. Sygdommen kan behandles med flere antibiotika, fx tetracyklin. En vaccine findes, men anvendes kun ved mistanke om epidemier.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig