Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

klamydia

Oprindelig forfatter Høiby Seneste forfatter Redaktionen

klamydia, Chlamydia, slægt af små ovale eller runde bakterier, som kun kan vokse inde i værtens celler, hvor de deler sig til nye bakterier, der frigives fra cellen og derefter kan inficere andre celler.

Ordet chlamydia er latin, af græsk chlamys 'kappe'.

En af arterne (Chlamydia trachomatis) er den hyppigst seksuelt overførte bakteriesygdom i Danmark (se kønssygdomme). Den er årsag til underlivsbetændelse hos kvinder, urinrørskatar hos mænd (se urinvejsinfektioner) og til øjenbetændelse. Ubehandlet infektion kan føre til betændelse i æggeledere og bitestikler og undertiden medføre sterilitet.

En anden art (C. psittaci) er årsag til papegøjesyge hos fugle, som kan smitte mennesker og give alvorlig lungebetændelse.

Annonce

En tredje art (C. pneumoniae) er årsag til lette lungebetændelser og halsbetændelser hos mennesker; den mistænkes desuden for at kunne medvirke til fremkomst af kroniske betændelsesforandringer i pulsårer og således måske medvirke til åreforkalkning, der kan føre til hjertekransåresygdom og hjerneblodprop.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Niels Høiby: klamydia i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=56575