Forkølelse.

.

Forkølelse.

.

Forkølelse, snue, rhinitis acuta, febris catarrhalis, overfladisk betændelse af slimhinden i næse og svælg med dannelse af først klart (serøst), senere gulligt (purulent) slim.

Et meget stort antal virus, især 100 forskellige rhinovirus, men også adeno-, corona-, parainfluenza- og respiratorisk syncytialvirus, kan forårsage forkølelse. Nogen god immunitet opnås derfor ikke, og infektionerne forekommer gennem hele livet. Hos mindre børn kan ses 5-8 infektioner årligt, hos voksne 2-3 infektioner årligt. Virus overføres med dråber fra nys eller ved berøring, fx håndtryk. Det er usikkert, om afkøling øger risikoen for forkølelse.

Sygdommen viser sig oftest ved 1-2 dages let feber og almen utilpashed, herefter 2-5 dages lokale gener med tilstopning af næsen, slimdannelse og nysen. Infektionen ledsages ofte af irritation eller komplicerende infektion i de tilstødende hulrum og kan således medføre bihulebetændelse og mellemørebetændelse, der må behandles med punktur eller antibiotika. Forkølelse kan også ledsages af forkølelsessår (se herpes).

Der findes ingen specifik behandling af forkølelse og ingen anvendelig vaccine. Ved tilstopningsgener kan anvendes spray eller næsedråber. Indtagelse af store doser C-vitamin har været foreslået som forebyggelse og behandling; videnskabelige undersøgelser har dog ikke kunnet dokumentere en sådan virkning.

Flere andre sygdomme kan medføre forkølelseslignende gener: især høfeber, indånding af lokalirriterende dampe, tilstedeværelse af et fremmedlegeme samt i ulande andre infektioner, fx difteri.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig