Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

transplantation (Nyretransplantation)

Oprindelig forfatter StWal Seneste forfatter Redaktionen

Transplantation. Ved en nyretransplantation indopereres donornyren nederst i bughulen tæt på urinblæren og bækkenets store blodkar, som forbindes til donornyrens arterie og vene. Donornyrens urinleder fastsys til blærevæggen med indmunding i blæren.

Transplantation. Ved en nyretransplantation indopereres donornyren nederst i bughulen tæt på urinblæren og bækkenets store blodkar, som forbindes til donornyrens arterie og vene. Donornyrens urinleder fastsys til blærevæggen med indmunding i blæren.

Nyretransplantation foretages hos patienter med kronisk nyresvigt (nyreinsufficiens) som alternativ til dialysebehandling, idet en nyretransplantation medfører betydelig bedre biokemisk regulering og derved større livskvalitet. Patienten skal kunne tåle en operation, og der må ikke være for stor risiko for, at den transplanterede nyre afstødes. Nogle patienter har så defekte blodkar, at en transplanteret nyre ikke kan få tilstrækkelig blodforsyning, og enkelte har så udtalte forandringer i urinvejene, at en donornyre ikke kan komme til at udskille urin.

Donornyren kan komme fra et nært familiemedlem eller fra en ikke-beslægtet, afdød person (nekronyre). Transplantationen udføres inden for de første timer efter nyrens fjernelse fra donoren; i mellemtiden opbevares nyren afkølet i en særlig væske. Donornyren placeres nederst i bughulen ved siden af urinblæren, hvor der ligger store blodkar, som kan give og modtage blod fra nyren. Ved denne placering er der også kort vej til urinblæren, hvori urinlederen indopereres. Hvis sygdom i patientens egne nyrer kræver det, fx ved betændelse eller blodtryksforhøjelse pga. nyresygdom, fjernes disse. Den transplanterede nyre fungerer i de bedste tilfælde med det samme, men evt. kommer funktionen først i gang i løbet af nogle dage. Forløbet følges nøje i den første periode, hvorunder der også indledes behandling med lægemidler, der forebygger afstødning. Ca. 90 % af de transplanterede nyrer fungerer mindst et år, ca. 50 % mindst ti år.

Behovet for nyretransplantationer i Danmark er ca. 350 årlig; i 2016 udførtes 263 nyretransplantationer, idet antallet af donorer er utilstrækkeligt.

Annonce

Læs mere om transplantation.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Steen Walter: transplantation (Nyretransplantation) i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=173768