Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

serumbehandling

Oprindelig forfatter Skinh Seneste forfatter Redaktionen

serumbehandling, behandling med serum fra et andet menneske eller et dyr, som ved sygdom eller vaccination har dannet antistoffer mod mikroorganismer, mikroorganismernes evt. giftstoffer (toksiner) eller andre toksiner, fx slangegifte. Serumbehandling er en passiv immunisering, idet antistoffer tilføres udefra, mens vaccination er en aktiv immunisering, idet den vaccinerede organisme selv danner antistofferne. Serumbehandling blev indført af Emil Behring i 1890 og fik stor betydning ved behandlingen af difteri, lungebetændelse og meningitis. En af verdens første kontrollerede kliniske undersøgelser var serumbehandling af difteri, iværksat 1896-97 af Johannes Fibiger på Blegdamshospitalet. Statens Serum Institut blev bl.a. oprettet mhp. fremstilling af serum fra immuniserede heste og kaniner. Behandling med dyreserum medførte ofte bivirkninger i form af serumsygdom.

Efter indførelsen af effektive antibiotika anvendes serumbehandling kun i meget begrænset omfang ved difteri, botulisme (pølseforgiftning), visse tropiske virussygdomme samt slange- og edderkoppebid. Oprenset antistof fra mennesker (gammaglobulin, immunglobulin) anvendes fx ved stivkrampe og forebyggende ved rejser i lande med særlig risiko for leverbetændelse.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Peter Skinhøj: serumbehandling i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=157958