Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

immunologi (immunterapi og immunologiske teknikker)

Oprindelig forfatter KBen Seneste forfatter Redaktionen

Behandlinger, der primært retter sig mod immunsystemets funktioner, betegnes immunterapi. Immunterapi kræver indsigt i, hvilke mekanismer der styrer den eller de immunologiske processer, man ønsker at fremme eller hæmme. Virkningen bliver bedre og bivirkningerne færre, jo mere målrettet man kan gøre behandlingen. Immunterapiens fornemste mål er den antigenspecifikke og helst også varige ændring af særlige immunfunktioner, som det ses ved forebyggende immunisering med specifikke antistoffer eller vaccination og ved specifik hyposensibilisering ved allergi. Ved de fleste immunsygdomme er man dog fortsat henvist til behandlingsformer med virkning på mange forskellige celler og organer.

Immunisering

Ved immunisering opnås en specifik immunitet. Der er principielt to forskellige typer, passiv og aktiv immunisering.

Passiv immunisering opnås ved behandling med normalt, humant immunglobulin, oftest IgG-antistoffer oprenset fra blod fra et stort antal raske donorer. Da IgG nedbrydes langsomt, kan denne behandlingsform anvendes ved antistofmangelsygdomme og ved infektionssygdomme, der udvikles for hurtigt til, at individets immunsystem kan nå at danne tilstrækkelige mængder specifikt antistof mod den indtrængende organisme eller mod dens giftstoffer. Det er en betingelse, at donorernes blod indeholder specifikke antistoffer, fordi de tidligere har været smittet med den pågældende organisme, eller fordi de er aktivt immuniserede ved en forudgående vaccination. Princippet benyttes især ved forebyggelse af smitsomme sygdomme, fx leverbetændelse af type A. Under infektionssygdomme producerer immunsystemet store mængder IgG rettet mod inficerende mikroorganismer og deres produkter. Ved at tappe donorer i ugerne efter en sådan sygdom har man ligeledes fremstillet lægemidler, der kan anvendes ved forebyggelse og/eller behandling af stivkrampe, hundegalskab og leverbetændelse af type B.

Annonce

Ved aktiv immunisering opbygges et arsenal af både antistoffer og T- og B-lymfocytter, der kan reagere specifikt over for bestemte antigener. Dette er mekanismen ved vaccination, som baseres på påvirkning med antigener fra en mikroorganisme eller dens produkter. Vaccination behøver ofte ikke at udføres med levende og derfor potentielt infektiøse organismer. Dræbte mikroorganismer eller mikroorganismer, der er inaktiverede på forskellige måder, kan give en effektiv immunisering, således at immunsystemet vil kunne genkende antigenerne også på de levende organismer ved en evt. senere infektion. Vaccinationer udføres oftest gentagne gange med stigende intervaller, idet dette bidrager til udviklingen af forstærkede sekundære immunreaktioner. I enkelte tilfælde anvendes afsvækkede mikroorganismer, der nok kan formere sig, men ikke giver anledning til sygdom. Her kan det være tilstrækkeligt med en enkelt vaccination, da immunsystemet stimuleres over længere tid, nemlig så længe mikroorganismen kan modstå individets stadig stigende specifikke immunitet. Princippet kendes fra poliovaccination med indgivelse gennem munden af afsvækket virus.

Immunundertrykkende behandling (immunsuppression)

Hæmning af immunfunktioner har længe været det primære mål ved behandling af mange betændelsessygdomme, autoimmunsygdomme og truende eller igangværende afstødning af transplanterede organer. Hæmningen kan ske ved fysisk at fjerne eller nedsætte antallet af immunsystemets komponenter. Antallet af lymfocytter kan således nedsættes ved ødelæggelse af disses forstadier ved bestråling af knoglemarv, operativ fjernelse af den lymfocytholdige milt eller thymus, behandling med celledræbende lægemidler eller indgivelse af komplementaktiverende og derfor toksiske, monoklonale antistoffer rettet mod lymfocytter. Lymfocytter og andre leukocytter kan også fjernes ved maskinel blodbehandling uden for organismen, hvorefter det rensede blod gives tilbage til patienten. En mere specifik fjernelse af lymfocytter kan opnås med antistoffer mod overflademolekyler på undergrupper af lymfocytter. Antistoffer og cytokiner kan fjernes ved plasmaferese, dvs. en særlig filtration af blodet.

Immunundertrykkelse sker oftest ved en nedsættelse af immunsystemets funktioner ved brug af lægemidler. Hyppigst anvendt er binyrebarkhormon. Desuden anvendes ciclosporin, der overvejende undertrykker funktionen af T-lymfocytter; midlet anvendes især for at hindre immunsystemet i at afstøde transplanterede organer.

De fleste immunmodulerende lægemidler er fundet tilfældigt, ofte i forbindelse med deres anvendelse ved andre sygdomme. I de seneste år har man i stigende grad, takket være udviklingen af genteknologi, været i stand til at fremstille lægemidler (biologiske lægemidler) til mere præcis og i enkelte tilfælde også antigenspecifik immunterapi. Det har således vist sig muligt at fremstille nogle af immunsystemets egne produkter, fx cytokiner, herunder interleukiner og interferoner, samt vækstfaktorer, ved genteknologiske metoder, og anvendelse af disse i form af immunstimulation har allerede fået praktisk betydning. Genteknologisk producerede antistoffer mod enkeltkomponenter i immunsystemet har også fået stor betydning, både som immunmodulerende og betændelseshæmmende medikamenter. Det gælder især antistofkonstruktioner rettet mod tumornekrosefaktorer (TNF); de anvendes primært til behandling af svære tilfælde af kronisk leddegigt og kronisk tarmbetændelse. Endelig forventes genterapi i forskellige udformninger også at få betydning som immunterapi.

Immunologiske teknikker

Det specifikke immunologiske princip (at antistoffer binder sig til komplementære antigener) udnyttes på talrige måder til mere komplicerede analyser inden for lægevidenskab. Immunologiske teknikker har ligeledes fundet anvendelse inden for kvalitetskontrol i lægemiddel- og levnedsmiddelindustrien, miljøovervågning etc.

RIA

RIA (radioimmunanalyse) kombinerer måling af radioaktive isotopers stråling med immunologiske metoder. Ved at mærke et testreagens med en radioaktiv isotop kan man bestemme mængden af et antigen eller et antistof, som binder sig til testreagenset. Metoden blev indført til måling af de ganske små mængder af insulin, der findes i blodet, men har fundet meget vid anvendelse til måling af blodets indhold af fx hormoner og lægemidler. En variant af RIA er radioallergosorbenttest (RAST), som kan bruges til påvisning af specifik allergi, fx dyrehårsallergi, ved en blodprøve. En anden variant er radioimmunsorbenttest (RIST), som også anvendes ved allergi til bestemmelse af totalindholdet af IgE i blodet.

ELISA

Elisa (Enzyme-Linked Immunsorbent Assay) har ligheder med RIA, blot anvendes i stedet for en isotop et enzym bundet til et testreagens som markør. Efter binding af testreagenset måles mængden af bundet testreagens ved at måle enzymaktiviteten ved en enkel kemisk proces. ELISA har fx fundet anvendelse ved undersøgelser af antistoffers tilstedeværelse i blodet ved en lang række infektionssygdomme, fx antistoffer mod hiv.

Immunelektroforese

Ved immunelektroforese undersøges fx en blodplasmaprøve i et halvfast medium, oftest en gel fremstillet af agar, som er tilsat antistoffer. Blodets proteiner adskilles i et elektrisk felt ved elektroforese og reagerer med antistofferne, således at der fremkommer karakteristiske udfældninger i agargelen. Man kan herved fx påvise en M-komponent, som er et plasmaprotein produceret af syge plasmaceller ved sygdommen myelomatose.

Immunfluorescensteknik

Immunfluorescensteknik muliggør synliggørelse af antigen i celler og væv (se histokemi). Metoden kan påvise antigen, hvis man har et specifikt, evt. monoklonalt, antistof, som tilsættes et vævspræparat (direkte teknik). Dette benyttes fx til at påvise bakterier i en vævsprøve. Med denne teknik kan specifikt antistof også påvises i vævsvæsker (indirekte teknik), hvilket fx benyttes ved diagnostik af autoimmunitet. I begge tilfælde forudsætter metoden anvendelse af specifikt antistof, som kan synliggøres, fx ved kobling til et fluorescerende stof. Metoden kan udbygges, hvorved man ved anvendelse af en særlig maskine kan måle og adskille celler med specielle overflademolekyler (flowcytometri og cellesortering).

Hybridomteknik

Hybridomteknik anvendes til produktion af store mængder antistof af en bestemt specificitet. Teknikken udnytter, at én bestemt antistofproducerende B-lymfocyt, en plasmacelle, i laboratoriet kunstigt sammensmeltes med en ikke-antistofproducerende kræftcelle. Plasmacellen stammer ofte fra en mus og reagerer med ét bestemt antigen, som musen forud er immuniseret med. Den nye celle vil som en hybrid have egenskaber fra begge moderceller. Den vil dele sig med dannelse af millioner af datterceller, der således alle er udgået fra en enkelt plasmacelle og derfor udgør en klon af ens celler og benævnes et hybridom. De af celleklonen producerede milliarder af ens antistofmolekyler kaldes monoklonale antistoffer. Hybridomet kan fortsætte en næsten ubegrænset produktion af monoklonale antistoffer, som kan udnyttes ved diagnostikken af det specifikke antigen, hvormed musen blev immuniseret, fx en komponent på en sygdomsfremkaldende mikroorganisme. Monoklonale antistoffer kan også anvendes som såkaldt biologiske lægemidler, fx mod specifikke markører på kræftceller, hvorved alene kræftcellerne kan elimineres, mod T-lymfocytter ved truende afstødning af et transplanteret organ eller mod specifikke betændelseshormoner, fx antistoffer mod tumornekrosefaktorer (TNF). Se også antistof og bioteknologi.

Læs mere om immunologi.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Klaus Bendtzen: immunologi (immunterapi og immunologiske teknikker) i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 25. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=96620