Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

immunologi (immunfunktionen hos dyr)

Oprindelig forfatter JRyg Seneste forfatter Redaktionen

Hos encellede dyr (protister), fx tøffeldyr, kan man ikke tale om et immunsystem, men om immunfunktioner. Protister kan fagocytere og minder således om de makrofager, der er ansvarlige for en væsentlig del af både den naturlige og den specifikke immunitet hos højerestående organismer. Den kolonidannelse, der ses hos visse arter af protister, må også forudsætte en form for genkendelse, der ligner den, der er grundlaget for immunsystemets evne til at skelne mellem selv og ikke-selv hos flercellede dyr.

I kolonidannende flercellede organismer, fx havlevende dyriske svampe, findes mobile makrofager, der bevæger sig mellem støttecellerne og de fimreceller, der sørger for vandets strømning gennem svampene. Dyriske svampe har også en form for immunologisk genkendelse, der viser sig ved, at dele af svampe, der transplanteres til andre svampearter eller -individer, vil blive afstødt på lignende måde, som man kender ved transplantation mellem uforligelige individer af dyrearter fra rækker med en mere kompleks anatomi. Disse funktioner ligner andre dyrs naturlige immunitet ved, at de er uden specificitet og uden nogen forstærkende hukommelse ved ny udsættelse for samme fremmede væv eller organisme.

Komplementsystemet, som kendes fra hvirveldyr, hvor det bidrager til både den naturlige og den erhvervede immunitet, findes i en primitiv udgave hos forskellige insekter, krebsdyr og orme i form af det såkaldte profenoloxidase-system, hvis slutprodukt, fenoloxidase, kan indkapsle og dræbe bakterier.

Annonce

Hos bl.a. rundorme optræder en primitiv form for leukocytter med fagocytfunktion. Disse primitive makrofager danner signalstoffer, der ligner cytokiner; i reagensglasforsøg har de fx en cytokinlignende virkning på leukocytter fra hvirveldyr. Hos visse hvirvelløse dyr forekommer også kraftigt reagerende sukkerholdige proteiner (lektiner), der har lighed med immunglobulinmolekyler hos hvirveldyr.

Undersøgelser af immunfunktionerne hos mus og høns har giver væsentlige bidrag til forståelsen af immunsystemets to samarbejdende dele: det cellemedierede og det antistofmedierede system, som begge udviser store ligheder mellem alle hvirveldyr.

Udspaltningen i de to lymfocyttyper, T- og B-lymfocytter, ses hos lampretter og hajer; repræsentanter for nogle af de tidligst opståede hvirveldyrgrupper, som begge har en brissel (thymus) med ansvar for T-lymfocytternes modning og en milt, hvori B-lymfocytterne udvikles i forbindelse med en immunreaktion. Hos disse dyr findes også en immunologisk hukommelse.

De gener, der koder for dannelsen af forskellige hvirveldyrs immunglobuliner og deres mere primitive forløbere, viser et meget stort slægtskab og henregnes til den såkaldte immunglobulin-superfamilie. Det synes også at være identiske genetiske mekanismer, der hos alle hvirveldyr, inklusive mennesket, betinger evnen til at danne det meget store antal forskellige specifikke antistoffer ved kombination af brudstykker af gener.

Den udstrakte lighed mellem komponenterne i menneskers og dyrs immunsystemer har igangsat en udforskning af artsfremmede signalmolekyler med henblik på deres anvendelse som lægemidler til at påvirke menneskets immunreaktioner.

Læs mere om immunologi.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Rygaard: immunologi (immunfunktionen hos dyr) i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 9. december 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=96629