Svedkirtelbetændelse, hidrosadenitis suppurativa, hudsygdom med tilbagevendende dannelse af bylder i armhuler, lysker eller under brystet, især hos unge voksne. Der fremkommer ømme knuder, som kan briste og flyde langvarigt med pus (materie); de heler langsomt med ar. Betændelsen optræder i hudområder med apokrine svedkirtler (duftkirtler) og udvikles omkring hårsækkene i lighed med akne, men svedkirtlerne kan medinddrages (apocrinitis). Samtidig kan svær akne forekomme. Årsagen er ukendt, men synes baseret på abnormiteter i hårsækkene i de angrebne områder; bakterier kan være medvirkende. Lægemidler smurt på huden eller anvendt som tabletter kan undertiden hjælpe. Kirurgisk fjernelse af de angrebne hudområder kan være nødvendig i svære tilfælde for at undgå nye udbrud.