Depigmentering, (af de- og afledn. af lat. pigmentum 'farve', af pingere 'male'), helt eller delvist svind af hudens normale pigmentering, hvilket kan skyldes, at antallet af pigmentholdige hudceller (melanocytter) nedsættes, eller at cellernes indhold af pigment (melanin) reduceres; herved nedsættes den naturlige beskyttelse mod sollys. Svind af pigment forekommer pletvis ved vitiligo og overalt i huden ved albinisme. Forbigående let nedsat pigmentering kan ses i efterforløbet af fx eksem og psoriasis.