Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

fostervandsprøve

Oprindelige forfattere JPhi og KaaRy Seneste forfatter Redaktionen

fostervandsprøve, amniocentese, test til påvisning af eventuelle kromosomafvigelser hos fostre, indført i Danmark i 1970, baseret på en original dansk opfindelse fra 1956. Den foretages omkring 16. graviditetsuge ved under ultralydundersøgelse at føre en tynd kanyle gennem bugvæggen ind i kvindens livmoder og derfra udhente 15-20 ml fostervand. Fostervandet undersøges for alfaføtoprotein, som findes i forøget mængde ved visse medfødte sygdomme i centralnervesystemet (neuralrørsdefekter), fx manglende hjerneudvikling (anencefali) eller rygmarvsbrok.

Ved centrifugering koncentreres fosterceller, der stammer fra fosterets indre overflader (urin- og luftveje). Cellerne dyrkes i ca. to uger, for at de kan komme i delingsfase, hvorefter evt. kromosomabnormiteter kan påvises ved mikroskopi. Svaret foreligger i løbet af to-tre uger.

En særlig form for fostervandsprøve med anvendelse af filtrering af fostervandet under udhentningen (filterfostervandsprøve) benyttes ikke længere, da det i flere undersøgelser overraskende har vist sig, at metoden giver øget risiko for klumpfod hos børnene.

Se også genetiske sygdomme (prænatal diagnostik).

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
John Philip, Kåre Rygaard: fostervandsprøve i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=78936