Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

fødsel (fødestillinger)

Oprindelig forfatter Cliff Hansen Seneste forfatter Redaktionen

Fødsel. Et terrakottarelief fra en grav på Isola Sacra ved Ostia nær Rom viser en fødende kvinde i en fødestol. Relieffet stammer fra jordemoderen Scribonia Callityche og hendes families gravmæle; 100-t. e.Kr. Mens en kvinde understøtter den fødende bagfra, sidder jordemoderen med hånden inde i kvindens liv for at mærke fosterets stilling.

De stillinger, som kvinder har indtaget under forløsningen, har varieret gennem tiden. I middelalderen var siddende fødsel udbredt i Europa. Kvinden sad på mandens knæ eller på knæet af en af de kvinder, der var med til fødslen, evt. på en skammel eller en fødestol. Man fødte også stående, i hugsiddende stilling, støttet af en hjælper, liggende på hænder og knæ på gulvet eller i en bunke halm. Siden blev den rygliggende stilling dominerende, i 1900-t. ofte med den fødendes ben i gynækologiske bøjler.

Siden 1970'erne, da kvinder i den vestlige verden begyndte at udtrykke utilfredshed med fødebetingelserne, har den rygliggende fødestilling været kritiseret, bl.a. fordi den ikke drager fordel af tyngdekraften, og denne stilling suppleres nu af andre, undertiden af vandfødsler. Fra slutningen af 1900-t. aftales fødestillingen ofte individuelt mellem kvinden og jordemoderen.

Læs mere om fødsel.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Cliff Hansen: fødsel (fødestillinger) i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=81378