Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

abort (historie)

Oprindelige forfattere BRos og IDub Seneste forfatter Redaktionen

Abort forårsaget ved stød eller slag medførte efter babylonisk ret (Hammurapis lov ca. 1900 f.Kr.) og mosaisk ret (2.Mos. 21, 22) bøde eller erstatning til ægtemanden. Døde kvinden, skulle der efter gengældelsesprincippet bødes liv for liv. Abort som led i børnebegrænsning anbefaledes af Aristoteles, mens Platon foreslog abort, hvis graviditet indtrådte hos kvinder over 40 år. I Romerriget var den herskende opfattelse, at fosteret var en del af kvindens krop, og kvinden kunne forlange fosteret fjernet. Under Septimius Severus (d. 211 e.Kr.) pålagdes den gifte eller fraskilte kvinde bøde til ægtemanden eller hans slægt, hvis hun ved abort havde berøvet ham eller dem en arving.

Efter stoisk forbillede om menneskets besjæling udvikledes i den kanoniske middelalderret en sanktionslære, gradueret efter fosterets udvikling. For abort på det besjælede, levende foster med menneskeform (animatus, vivus, formatus) pålagdes straf som for manddrab, mens indgreb mod det ubesjælede foster bedømtes mildere. Besjælingen indtraf den 40. dag efter undfangelsen (Augustin). Abort ved dynamiske midler (gift eller medikamenter) blev af kirken anset for beslægtet med trolddom, men sidestilledes i henseende til straffens størrelse med abort ved mekaniske midler (instrumenter).

Kirkens regler påvirkede den verdslige ret i mange europæiske samfund. I de nordiske landskabslove omtales abort i enkelte svenske og i den islandske "Grágás". Nogle af de europæiske retskilder takserede abort på det udviklede foster til en halv mandebod (fx angelsaksisk, longobardisk og frankisk ret), mens de svenske regler havde lavere bødesatser. Efter engelsk sædvane var abort på levende foster en mindre forbrydelse.

Annonce

Christian 5.s Danske Lov fra 1683 indførte under indflydelse af mosaisk rets strenge gengældelsesprincip kvalificeret dødsstraf for såvel drab på nyfødte som på ufødte børn, såfremt drabet var foretaget af den ugifte moder: "Letfærdige Qvindfolk, som deris Foster ombringe, skulle miste deris Hals, og deris Hovet sættis paa een Stage". Ved en forordning fra 1714, der regulerede jordemødrenes forhold, indførtes forbud for jordemødre imod at indgive "noget Medicament, Drik, Pulver", som kunne virke abortfremkaldende, under trussel om at miste bestilling, ære, gods eller liv.

Den straffelov, der i 1866 afløste Danske Lov, hjemlede i § 193, at "et frugtsommeligt Fruentimmer, der forsætlig fordriver sit Foster eller dræber det i Moders Liv, ansees med Strafarbeide indtil 8 Aar. Samme Straf er anvendelig paa den, som med Moderens Samtykke i saadan Hensigt anvender Midler paa hende med den anførte Virkning. Skeer det uden hendes Vidende og Vilie, ansees Gjerningsmanden med Strafarbeide fra 4 indtil 16 Aar og under særdeles skjærpende Omstændigheder paa Livstid".

Samtidens strafferetsteori (Carl Goos) begrundede den mildere sanktion med "den væsentlige, objektive Forskel, der er imellem Retsbeskyttelsen for det tilværende Menneskes Liv og for et blot vordende Menneskes Liv".

Barnemord skulle ikke længere anses for et kvalificeret drab, men behandles lempeligere end forsætligt drab i almindelighed. Det betød en væsentlig mildning i forhold til Danske Lovs straf for abort, som ikke mindst skyldtes den omfattende benådningspraksis, som havde fundet sted fra slutningen af 1700-t.

Nyere historie. Indtil udgangen af 1800-t. stillede både lovgivningsmagten og kirken sig totalt afvisende over for provokeret abort. I 1930 indførtes en undtagelse i de tilfælde, hvor indgrebet var lægeligt begrundet ud fra hensynet til moderens liv og helbred. Straffeloven af 1930 fastholdt princippet om straf for abort, men strafferammen blev indskrænket til to års fængsel; desuden kunne straffen bortfalde under ganske særlige formildende omstændigheder. Mange kvinder, hvis sager blev behandlet af nævningeting, var blevet frikendt i 1920'erne og 1930'erne; derfor bad Retslægerådet i 1932 Justitsministeriet om at tage abortproblemet op.

Resultatet blev Svangerskabskommissionen, som fik til opgave at klarlægge de lægelige, juridiske og sociale synspunkter vedr. svangerskabsafbrydelse. Kommissionen afgav betænkning i 1936, og et flertal gik ind for, at der i visse tilfælde skulle være mulighed for abort. Den skulle kunne bevilges på baggrund af en medicinsk (sygdom), en etisk (voldtægt og blodskam), en eugenisk (arvelig belastning) og en social indikation.

Da loven om foranstaltninger i anledning af svangerskab kom i 1937, var den sociale indikation forsvundet, men de tre andre blev bibeholdt og den medicinske udvidet. Sygdomsbegrebet omfattede nu både fysiske og psykiske sygdomme; fx var underernæring, udslidthed pga. børnefødsler, depression og selvmordsforsøg taget med. Loven betød en strafnedsættelse og en udvidelse af adgangen til abort. Mødrehjælpen, som blev oprettet i 1939, fik som opgave at tage stilling til, om ansøgninger om abort var forsvarlige i henhold til loven. Institutionen skulle dog først og fremmest kunne tilbyde et alternativ til abort og støtte kvinden i at gennemføre sit svangerskab ved at oplyse om hendes rettigheder og om de offentlige hjælpeforanstaltninger. I 1930'erne opgav man således tanken om at beskytte fosteret gennem straffebestemmelser og indførte i stedet hjælpeforanstaltninger.

Fra 1940'erne til 1960'erne steg antallet af såvel legale som illegale aborter. Svangerskabsloven af 1956 udvidede ikke adgangen til lovlig abort, men ændrede en række praktiske foranstaltninger, herunder Mødrehjælpens procedure i forbindelse med abortansøgninger. Der blev i nogle amter bevilget flere og flere aborter, mens andre var mere restriktive.

I 1930'erne havde enkelte grupper, bl.a. Arbejderkvindernes Oplysningsforbund, stillet krav om fri abort. Læger som fx J.H. Leunbach foretog abort og blev straffet for det. I 1960'erne blev kravet rejst mere bredt. Dansk Kvindesamfunds ungdomskreds arrangerede abortrejser til Polen og England. Uenighed om abortspørgsmål fik i 1968 ungdomskredsen til at forlade Dansk Kvindesamfund, som dog allerede året efter gik ind for fri abort. I 1970 blev den sociale indikation indført som foreslået i 1936. Endvidere kunne kvinder, der var fyldt 38 år eller havde mindst 4 hjemmeboende børn under 18 år, få tilladelse til svangerskabsafbrydelse. Svangerskabsloven af 1970 blev indført af en konservativ minister uden større problemer. Derimod var modstanden betydeligere tre år senere, da loven blev taget op til revision, og adgangen til abort blev fri. Det blev anledningen til, at Kristeligt Folkeparti fik stemmer nok til at komme i Folketinget.

Læs mere om abort.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bente Rosenbeck, Inger Dübeck: abort (historie) i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 11. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=31911