Kunstigt åndedræt, behandlingsmetode ved genoplivning af patienter med ophørt åndedræt. Oberstløjtnant Holger Nielsen (1866-1955) angav i 1932 en metode til kunstigt åndedræt, som bestod i skiftevis tryk på brystkassen og løftning af armene. Pga. sin ineffektivitet blev metoden i 1950'erne afløst af mund til næse- og mund til mund-metoden, se førstehjælp.