Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

væskebalance hos planter

Oprindelig forfatter HVS Seneste forfatter Redaktionen

Landplanters overjordiske dele er dækket af en kutikula, ofte med et tyndt lag voks og undertiden med hår, der effektivt hindrer fordampning, transpiration, fra plantens overflade. Langt det største vandtab sker gennem spalteåbninger, der oftest er lokaliseret på undersiden af bladene; planter med særlige fordampningshæmmende bygningstræk som tyk kutikula og indsænkede spalteåbninger kaldes xerofytter (se xeromorfi).

Transpiration. Fordampningen fra spalteåbningerne er ofte betydelig, og de fleste planter mister flere hundrede liter vand fra bladene for hvert kg stof, der dannes ved plantens vækst. Da vand er absolut nødvendigt for cellernes overlevelse, kan det synes uhensigtsmæssigt, at transpirationen er så stor. Den store fordampning hænger sammen med, at planters vigtigste næringsstof, CO2, findes i luften i ringe mængde, ca. 0,035% (se også fotosyntese). Planterne kan ikke effektivt optage CO2 gennem spalteåbninger uden samtidig at miste vand ved transpiration. Om natten, hvor der alligevel ikke kan bruges CO2 ved fotosyntese, er spalteåbningerne lukkede, hvorved vandtabet reduceres betydeligt. Spalteåbningerne registrerer lys og åbner sig om morgenen, når fotosyntesen kræver adgang for CO2. Åbningen afpasses, sådan at spalteåbningerne er netop tilstrækkeligt åbne til at opfylde fotosyntesens behov for CO2. Hvis fordampningen bliver for stor, og planten risikerer udtørring, kan den lukke spalteåbningerne. Derved går fotosyntesen i stå, men planten kan overleve, indtil der bliver mere vand til rådighed. Planternes vandhusholdning er altså et kompromis mellem den nødvendige optagelse af CO2 gennem de åbne spalteåbninger og fordampningen fra disse.

C3-, C4- og CAM-planter. Nogle planter har udviklet mekanismer til at optage CO2 mere effektivt. De såkaldte C4-planter, fx majs og sukkerrør, udnytter en energikrævende biokemisk proces til at opkoncentrere CO2 inde i bladet. C4-planter kan derved få nok CO2 til fotosyntese, selvom de har færre spalteåbninger og dermed nedsat fordampning. C4-planter er ligesom CAM-planterne vidt udbredt i tørre, varme områder. CAM-planter findes især blandt sukkulenter, bl.a. hos arter i ananas-, kaktus-, vortemælk- og stenurtfamilien. De har spalteåbningerne åbne om natten, hvor fordampningen er mindre. I løbet af natten opkoncentreres CO2 inde i planten ved en energikrævende proces. Om dagen er spalteåbningerne lukkede, og fotosyntesen forløber vha. den CO2, som blev optaget i løbet af natten. CAM-planterne kan på den måde begrænse vandtabet til et minimum. C4- og CAM-planterne betaler for den nedsatte transpiration med et øget energiforbrug. Det synes ikke generelt at kunne betale sig, da langt de fleste planter er såkaldte C3-planter, hvor transpirationen er ret stor. Betegnelserne C3, C4 og CAM henviser til biokemiske mellemprodukter i de tre typer af planter.

Annonce

Stoftransport og afkøling. Ud over et betydeligt vandtab medfører fordampningen fra spalteåbningerne, at der trækkes vand og næringsstoffer op fra rødderne til plantens øvre dele (se vandoptagelse og stoftransport), og at planten afkøles (se også varmeskader).

Læs også om væskebalance hos mennesket og hos dyr.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Henrik Vibe Scheller: væskebalance hos planter i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 15. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=181578