Solar plexus, plexus celiacus, ansamling af nerveceller og nervetråde beliggende på legemspulsårens (aortas) forside tæt under mellemgulvet omkring afgangen af de store pulsårer til mave-tarm-kanalen. Solar plexus er fordelingscentral for de nervetråde, der forsyner de fleste af bughulens organer, alle tilhørende det autonome nervesystem, både det parasympatiske og det sympatiske samt sensoriske tråde (se nervesystem). Nervetrådene stråler ud fra plexet i mange retninger (deraf navnet) og følger pulsårerne til de forskellige organer.

Faktaboks

Etymologi
Udtrykket solar plexus kommer af latin plexus solaris, af plexus 'noget sammenflettet, netværk' og solaris 'som har forbindelse med solen, sol-'.

Et slag i solar plexus betyder i folkemunde et boksestød rettet mod hjertekulen, dvs. området lige under brystbenet, hvilket i dybden svarer omtrent til beliggenheden af solar plexus.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig