Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

neuropeptid

Oprindelig forfatter MMøl Seneste forfatter Redaktionen

neuropeptid, lille protein knyttet til nervesystemet. Der er flere typer, men de findes alle i blærer (vesikler) i nervecellernes endestykker (axonterminaler, se nervecelle), hvor de sammen med neurotransmittere (signalstoffer) deltager i signaloverførslen fra én nervecelle til en anden.

Efter frigørelsen fra en nervecelles endeplade binder neuropeptider sig til specifikke modtagemolekyler (receptorer) på andre nerveceller. Herved startes biokemiske processer, der ofte er længerevarende end processer fremkaldt af neurotransmittere. Neuropeptider opdeles i flere familier.

Som eksempler på neuropeptider kan nævnes endorfiner (herunder enkefaliner), neuropeptid Y, gastrin, cholecystokinin og neurotensin. Endorfinerne virker som morfin og frigøres ved hårde fysiske præstationer som fx langdistanceløb. Herved kan løberen opnå en form for eufori under løbet.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Morten Møller: neuropeptid i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. oktober 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=131322