Hudånding, udveksling af oxygen (ilt, O2) og kuldioxid (CO2) ved diffusion gennem en hudbeklædt legemsoverflade. Mange mindre organismer med lavt stofskifte kan dække hele respirationsbehovet ved hudånding, specielt når legemsformen betinger en stor overflade i forhold til volumen som fx hos fladorm og rundorm.

Blandt hvirveldyrene er hudånding af væsentlig betydning hos padder og enkelte fiskearter. Således dækker frøen med sin tynde, fugtige hud ca. halvdelen af sit respirationsbehov ved hudånding. Hos landlevende hvirveldyr med tør legemsoverflade er hudånding uden nævneværdig betydning. Se også respiration og blodkredsløb.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig