Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

homøostase

Oprindelig forfatter Röpke Seneste forfatter Redaktionen

homøostase, opretholdelse af indre ligevægt; i biologien det forhold, at systemer og organer i legemet virker ind på hinandens funktioner, fx ved feedback-mekanismer, således at det indre miljø holdes inden for snævre grænser.

Ved homøostase opretholdes fx en konstant forsyning af næringsstoffer og ilt til cellerne. Balancerne kan forskydes, men det sker oftest i forbindelse med normale ændringer af adfærd, fx under søvn, eller som reaktion på hændelser i omverdenen, fx kamp mod artsfæller eller rovdyr. Se også feedback.

Ordet homøostase kommer af græsk homoios 'lignende' og stasis 'stilstand'.

For homøostasens opretholdelse er det nødvendigt, at miljøet opfylder visse basale betingelser og kun varierer inden for visse grænser. Menneskelegemet skal fx stedse tilføres den nødvendige væske og føde og er følsomt over for alt for store svingninger.

Annonce

Blodkredsløbet spiller en essentiel rolle som regulator af homøostasen. Via blodet bringes næring, hormoner og ilt til kropscellerne, og affaldsstoffer væk fra dem. Organernes blodtilførsel reguleres af det autonome nervesystem via dets indflydelse på hjertets pumpefunktion og pulsårernes sammentrækning. Men også hormoner påvirker kredsløbet, både direkte og ved at fremkalde forskydninger i legemsvæskernes mængde og sammensætning.

Basalt i menneskehjernen findes centre, hvor hormonale signaler og autonome nerveimpulser bearbejdes sammen med psykiske funktioner, og i disse områder foregår en vis kontrol med kroppens homøostase.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Carsten Röpke: homøostase i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 15. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=92845