Feber, hos mennesket en tilstand, hvor kropstemperaturen er forhøjet fra de normale ca. 36,5 °C til over 37,5 °C. Legemstemperaturen hos raske kan dog variere betydeligt fra person til person og ligger hos enkelte på over 37,8 °C. Kropstemperaturen varierer i løbet af døgnet i en såkaldt circadian cyklus med ca. 0,6 °C; lavest om morgenen og højest om aftenen.

Faktaboks

Etymologi
Ordet feber kommer af latin febris.

Under kvindens menstruationscyklus stiger morgentemperaturen ved ægløsning ca. 0,25-0,5 °C og falder atter ved menstruationens begyndelse. Dette har været anvendt præventivt som indikator for sikre og usikre perioder mht. undfangelse under samleje.

Måling af legemstemperatur

Legemstemperaturen måles bl.a. i munden, endetarmen, øret eller armhulen. Målingen foretages på kroppens overflade og er derfor lavere end den reelle temperatur, kernetemperaturen, som er ca. 1,0 °C, 0,5 °C og 0,25 °C højere end målt i hhv. mund/øre, armhule og endetarm.

Temperaturregulation

Legemstemperaturen reguleres af et termoregulatorisk center i hjernen, nærmere bestemt i hypothalamus. Særlige nerveceller, termosensorer, i hud, mave-tarm-kanal, rygmarv og midthjerne sender signaler til det termoregulatoriske center. Centret kan så ændre temperaturen ved enten at øge varmeafgiften (varmetabet til omgivelserne, fx ved øget svedproduktion eller øget blodgennemstrømning i kapillærnettet nær kropsoverfladen) eller øge varmeproduktionen (fx ved muskelsitren, kulderystelser).

Det termoregulatoriske center har forbindelse til hjernebarken; herved kan der udløses adfærdsændringer, fx nedsat fysisk aktivitet, hvorved varmeproduktionen mindskes. Ved feber forhøjes den temperaturtærskel, hvor det termoregulatoriske center begynder at øge varmeafgiften. Ved generelt forhøjet kropstemperatur, hypertermi, holdes temperaturen derimod oppe pga. manglende varmeafgift og/eller øget varmeproduktion.

Feber og sygdom

Feber er et sygdomstegn og skyldes oftest bakterie-, virus- eller svampeinfektion, sjældnere parasitinfektion. Feberreaktionen fremkaldes af proteiner, antigener, på overfladen af bakterier, virusinficerede celler, parasitter og svampe samt toksiner, giftstoffer, udskilt af bakterier eller beskadigede celler. Disse kan påvirke immunsystemets celler, fx makrofager, til at producere feberstimulerende signalmolekyler, endogene pyrogener som fx visse interleukiner, tumornekrose-faktor (TNF-α), lymfotoxin (TNF-β) og interferon-α (se også cytokiner). Disse endogene pyrogener bevirker en øget dannelse af prostaglandiner i det termoregulatoriske center, hvorved kroppens "termostat" sættes på et højere niveau. Feber forekommer også ved fx kræft og autoimmune sygdomme, formentlig pga. aktivering af kroppens immunforsvar. Stoffer som acetylsalicylsyre og binyrebarkhormon hæmmer derimod prostaglandindannelsen og nedsætter derfor legemstemperaturen.

Feber antages at have en gavnlig effekt under infektioner, idet kroppens immunforsvar forstærkes, og bakteriers og virus' formering hæmmes ved høj kropstemperatur. Høj feber, højere end 42 °C, er dog livstruende, idet det medfører vævshenfald og ændret hjerneaktivitet (bl.a. delirium) samt kan forårsage forbigående sterilitet hos manden pga. nedsat sædcelleproduktion.

Feber kan have et karakteristisk forløb ved visse infektioner som fx malaria. Med mere eller mindre faste mellemrum på op til tre dage stiger malariapatienters temperatur, når de opformerede parasitter sprænger de røde blodlegemer og frigøres i blodbanen.

Fremkaldelse af feber har været anvendt til behandling af sygdom. Østrigeren J. Wagner von Jauregg opdagede, at patienter med syfilis blev helbredt efter infektion af malaria, som påførte patienten høj feber. For denne opdagelse blev Jauregg tildelt nobelprisen i fysiologi i 1927.

Feber hos børn

Børn har højere legemstemperatur end voksne. Døgnrytmen er først veletableret i 2-årsalderen. Fra 2 til 14 år falder morgentemperaturen fra ca. 37,3 til 36,6 °C. Feber er årsag til en tredjedel af lægekontakter, der angår børn, hos børn under 2 år oftest forårsaget af virusinfektioner i hals, ører eller lunger. Hos spædbørn kan høj temperatur skyldes nedsat varmeafgivelse, hvis de er klædt for varmt på og har fået for lidt væske. Feber ved tandbrud er et tilfældigt sammentræf.

Feberkrampe er anfald hos småbørn med stivhed, ryk eller slaphed i kroppen, bevidstløshed, øjendrejning og blåfarvning provokeret af høj feber. Simple feberkramper er kortvarige, enkeltstående og universelle; komplicerede er langvarige, gentagne eller halvsidige. De optræder tit uvarslet og er angstprovokerende for de uforberedte, magtesløse forældre, der finder barnet livløst og tror, det er dødt eller døende. Dog er de helt godartede, giver sjældent men, og intelligens og motorik påvirkes ikke. 2-4% af alle børn har haft feberkramper, oftest i alderen 1/2-3 år. Ca. 35% får gentagne anfald, men kun 2% får senere epilepsi. Kramperne kan behandles og forebygges med lægemidler af benzodiazepin-typen.

Febernedsættende lægemidler

De vigtigste lægemidler til nedsættelse af forhøjet legemstemperatur, de såkaldte antipyretika, omfatter acetylsalisylsyre, paracetamol, fenacetin og mange gigtlægemidler, fx ibuprofen.

Febernedsættende lægemidler nedsætter forhøjet temperatur, hvis denne er led i sygdom, men ikke forhøjet legemstemperatur pga. anstrengelse eller opvarmning. Lægemidlerne anvendes, når feberen i sig selv bliver generende eller livstruende.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig