Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Den nyeste version af artiklen er endnu ikke godkendt af redaktionen.

blodkredsløb (Blodkredsløb hos hvirvelløse dyr)

Seneste forfatter Redaktionen

Nemertiner har et primitivt, lukket karsystem bestående af tre lange blodkar med mange tværforbindelser; et hjerte mangler, og cirkulationen opstår passivt ved dyrets bevægelser. Hos ledorme findes to kar på langs af dyret, et langs rygsiden og et langs bugsiden. De mange tværforbindelser ligger tæt under dyrets overflade, hvorigennem respirationen finder sted. Cirkulationen skabes ved peristaltiske sammentrækninger i rygkarret, hjulpet af sammentrækninger i de forreste tværforbindelser.

Hos bløddyr findes ligeledes et kar langs rygsiden, men med en mere udviklet hjertepumpe beliggende bagtil i dyret. Blodvæsken fordeles gennem arterier til vævene (i åbent eller lukket system), hvorfra den returnerer til hjertet gennem vener, der undervejs passerer et respirationsorgan, som kan være gæller (fx hos muslinger og blæksprutter) eller en slags primitiv "lunge" i form af en luftfyldt sæk (fx hos landsnegle).

Hos leddyr har hjertet form af et rør og ligger langs dyrets rygside. Hæmolymfen pumpes aktivt ud og fordeles gennem arterier til vævene, hvorfra den i åbent kredsløb returnerer gennem små åbninger i hjerterøret. Et venesystem findes ikke, men krebsdyr har gællelignende konstruktioner, hvorigennem hæmolymfen ledes på sin vej tilbage til hjerterøret. Hæmolymfen indeholder et iltbindende protein, hæmocyanin, men har ikke det hæmoglobinholdige blods høje transportkapacitet for ilt, og hos insekterne findes sideløbende udviklet et helt specielt system for ilt- og kuldioxidtransport i form af et forgrenet system af luftfyldte rør, tracheae, hvori luft ledes til og fra vævene gennem fine forgreninger, der i de mest iltforbrugende væv, fx flyvemuskler, trænger helt ind i cellerne.

Annonce

/pre, function 'uri.build' failed with response:
Object reference not set to an instance of an object