Dudley P. Allen Fund, The Cleveland Museum of Art, via Google Arts & Culture.

I mange religioner er blod forbundet med livskraft eller selve sjælen. Med en religionsfænomenologisk betegnelse kan man sige, at blodet har mana, dvs. at det er besjælet.

Blod som tabu

Blod har i forskellige kulturer været omgærdet af taburegler, eftersom det i bestemte situationer opfattes som urent og farligt. Et fælles træk i mange religiøse sammenhænge er, at blodet, når det forlader en kvindes krop ved menstruation, gør hende uren og påtvinger hende isolation, så længe det står på. I en nyere form optræder blod som tabu i Jehovas Vidners forbud mod blodtransfusion, hvor der i den forbindelse vises tilbage til lovformuleringer i Det Gamle Testamente.

Blod som livgivende kraft

Taurobolium. Gravering, ca. 1780
Af /Public domain, via Wikimedia Commons.
Licens: CC BY 2.0

Blodet forbindes ofte med livgivende kraft. Et eksempel på dette ses i det rituelle tyredrab (taurobolium) i den antikke indvielseskult for Kybele, hvor den person, der skulle indvies, opholdt sig i et udgravet rum, således at blod fra tyreofret kunne regne ned over vedkommende gennem en rist.

Det var en udbredt skik i de mediterrane oldtidskulturer at foretage blodofringer til ære for guderne og afdøde personer. Denne rituelle praksis blev udsat for kritik i aksetiden, hvor nogle præsteskaber og filosoffer begyndte at fokusere på moralske forskrifter frem for rituelle bønfaldelser og renselser.

Blod ved orakeltagning

I Odysseen fremmaner Odysseus de døde gennem udgydelsen af en vædders blod ved indgangen til underverdenen. Når de døde drikker af blodet genvinder de for en stund talens magt og kan berette om begivenheder fra de levendes verden. Dette har oplagt forbindelse til en græsk orakelkult, hvor blodet havde en divinatorisk betydning, når det blev brugt til at fremmane underverdenens magter.

Blod ved religiøs slagtning

Religiøs slagtning
Af /Public domain, via Wikimedia Commons.
Licens: CC BY 2.0

Næppe noget sted er blodets betydning understreget og lovfæstet så omfattende som i Det Gamle Testamente. Blod måtte ikke indtages, "for blodet er livet i alt kød" (3 Mos 17). Bestemte slagteregler, schæchtning, hvor blodet løber fra dyrets kød, indgår den dag i dag i jødisk praksis. Tilsvarende metode anvendes også i Islam, hvor slagtekødet får halal-status, når det drænes for blod.

Blodets betydning i hinduismen

Normalt bliver blod i hinduernes vediske ritualer betragtet som farligt og urent. Det bliver derfor ikke ofret til guderne, men til nogle mindreværdige dæmoner (rakshasas). Det forholder sig imidlertid anderledes i dele af den folkelige og i den tantriske tradition, som dyrker gudinder i forskellige former. Her er der fokus på blodets transformative, men også styrkende karakter. I den folkelige tradition ofres der geder og høns til gudinden, som styrkes af blodet, og i visse tantriske ritualer, kan det også forekomme, at tantrikerne indtager blodet selv. Det kan både forstås som en manifestation af en cyklus mellem liv og død, men også som et udtryk for, at tantrikerne kan transformere det urene og farlige til at blive en konstruktiv kraft.

Blod som afværgelse af det onde

Blod er ofte forbundet med en apotropæisk (ondtafværgende) funktion. Således tjente dyreblod i oldgræsk religion til at formilde underverdenens magter, når det gennem nogle rør blev hældt ned i jorden til dem. I den oldtidens jødedom var det også skik at stryge blod på dørstolpen for at holde dødsenglen borte (2 Mos 12,13).

Blod som soning

Engel med offerlam. Del af fresko.
Af /Public domain, via Wikimedia Commons.

Blandt jøder og kristne i oldtiden blev blodet endvidere forbundet med en sonende kraft ved ofring. I Det Nye Testemente bliver Jesus således opfattet som et offerlam, der ved sin død tog menneskene synder på sig. Denne syndsforladelse gentages i den kirkelige nadver, hvor brødet og vinen symboliserer hans legeme og blod. Den symbolske 'blodsudgydelse' synes udviklet på baggrund af aksetidens abstrakte begrebsudvikling. Dog var blodsudgydelsen også helt reel, når de kristne, der nægtede at deltage i den romerske kejserkult, gik i døden for deres tro som martyrer (fx Sankt Cecilie, der senere blev helgenkåret af den katolske kirke).

Tårer af blod

Der er gennem århundreder rapporteret tilfælde, specielt i Italien og Østeuropa, af Madonna-statuer, der græder blod, antagelig i sorg over menneskenes synder. I nogle af disse såkaldte mirakler har man efterfølgende kunne påvise, at der var tale et fupnummer. Tårer af blod hører som religiøst motiv hjemme i katolsk maria-symbolik.

Blod i gengangerforestillinger

Vampyren (1895)
Af /Munchmuseet, via Google Arts & Culture.
Licens: CC BY 2.0

I oldtidens græske og slaviske forestillingsverden herskede der forestillinger om afdøde, der af forskellige årsager ikke kunne finde hvile i graven. De opretholdt i stedet for en skineksistens ved at gå igen og udsige liv og blod af de levende, som ofte var pårørende. Under kristen indflydelse kunne det dreje sig om, at den sidste nadver ikke var blevet udført på vegne af den afdøde. Der er tale om vampyrforestillinger, der stadig findes i landlige miljøer, ikke mindst i syd- og øst-europa.

Den moderne vampyr

I moderne gotiske fortællinger, som fx Bram Stokers berømte roman Dracula (1897) tages dette motiv op og kommer til at forme fantasy-genrens forestillinger om vampyren.

To år forinden havde den norske maler Edvard Munch malet sit berømte billede, Kærlighed og Smerte, der senere er blevet udlagt som billedet af en kvindelig vampyr.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig