Nyreforeningen er en åben patientforening og interesseorganisation, der har til formål at varetage kronisk nyresyges, herunder særligt dialysepatienters og nyretransplanteredes, samt pårørendes interesser.

Organisationen blev stiftet i 1975 og har 5500 medlemmer (2017) fordelt på 16 lokale kredse. Foreningen støtter gennem sin forskningsfond den danske forskning inden for nyreområdet.

Nyreforeningens arbejde består i at udbrede kendskab til nyresygdomme og forbedre patientvilkår og behandlingsmuligheder for kronisk nyresyge. Dette sker gennem foreningens mangesidede arbejde, herunder information om nyresygdomme og behandlingen af disse, kursusvirksomhed, støtte til forskning, arbejde for at fremme mulighederne for nyretransplantation samt at sikre mulighed for dialysebehandling under ferie gennem drift af små dialysecentre.

Dronning Mary er protektor for Nyreforeningen. I forbindelse med tronskiftet ophørte alle protektioner og æreshverv, som hidtil havde været varetaget af kronprinsparret og Margrethe 2. Kongehuset har tilkendegivet, at der i løbet af foråret 2024 vil blive taget stilling til, hvilke protektioner der skal videreføres samt fordelingen heraf.

Læs mere på lex.dk

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig