Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

heroin

Oprindelig forfatter Broen Seneste forfatter Redaktionen

heroin, diacetylmorfin, halvsyntetisk stof fremstillet af morfin og med smertestillende og euforiserende virkning. I organismen spaltes det hurtigt til monoacetylmorfin og morfin, der er ansvarlige for stoffets virkninger.

Efter intravenøs indsprøjtning trænger heroin hurtigere ind i hjernen end morfin og giver derfor en mere intens eufori. Dette medfører stor risiko for udvikling af psykisk afhængighed efter ganske få doser, og forhandling af heroin er derfor forbudt i de fleste lande, herunder Danmark. Ved gentagen indtagelse af heroin udvikles tolerans over for stoffet, dvs. at der må indtages større og større mængder for at opnå samme effekt. Samtidig opstår fysisk afhængighed, der betyder, at stoffet må indtages 3-4 gange i døgnet, for at der ikke skal optræde abstinenssymptomer (fx pinagtig indre uro og svedtendens).

Ordet heroin kommer af gr. heros 'helt', fordi stoffet formodes at fremkalde styrke og heltemod, og -in.

Siden 1970'erne har heroinmisbrug bredt sig over hele Europa. Den heroin, der forhandles på det sorte marked i Europa, stammer fra illegale producenter i Asien, især i Den Gyldne Trekant. Heroinen fremstilles ud fra morfin, der udvindes af opium. Markedet har været domineret af heroin til injektion, men fra 1990'erne er der kommet et stigende udbud af rygeheroin. Til indsprøjtning bruges det vandopløselige heroinklorid, der er et hvidt pulver. Til rygning anvendes oftest heroinbase, et lysebrunt pulver, hvoraf op til 60 % fordamper ved opvarmning. Ved inhalation af dampene opnås effekt lige så hurtigt som ved intravenøs injektion.

Annonce

Stort heroinforbrug leder ofte til kriminalitet eller prostitution for at skaffe midler til køb af stoffer, og fælles brug af sprøjter giver risiko for spredning af smitsomme sygdomme, bl.a. leverbetændelse og aids. Ukendskab til præparaternes styrke kan resultere i en overdosering, der kan føre til døden pga. åndedrætslammelse.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Chr. Broen Christensen: heroin i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=90915