Guarana, Paullinia cupana, P. sorbilis, busk eller op til 12 m højt træ i familien Sapindaceae, udbredt i Amazonas. Frøene udnyttes lokalt til fremstilling af en stimulerende drik, og de bruges som kosttilskud til føde- og drikkevarer, især til de såkaldte energidrikke, pga. den angiveligt stærkt opkvikkende og behagelige virkning. Denne effekt tilskrives ofte frøenes indhold af forskellige kemiske forbindelser, bl.a. theobromin, kendt fra kakao, som fremkalder en følelse af velvære, samt guaranin, der er det samme alkaloid som koffein.