Efedrin, lægemiddel opr. udvundet fra planten Ephedra vulgaris. Efedrin virker ligesom adrenalin sammentrækkende på blodkarrene, øger pulsen og afslapper den glatte muskulatur i bronkierne. Stoffet stimulerer centralnervesystemet, hvilket kan medføre uro, søvnløshed, rysten af hænder samt nedsat appetit.

Efedrin anvendtes tidligere til behandling af astma, visse hjertesygdomme med langsom puls og som næsedråber ved allergiske næsesygdomme og forkølelse, men anvendes nu overvejende som afmagringsmiddel. Efedrin, der i modsætning til adrenalin kan optages fra mave-tarm-kanalen, stimulerer adrenerge receptorer af både alfa- og beta-typen.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig