Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

apotek

Oprindelig forfatter Overoe Seneste forfatter Redaktionen

apotek, virksomhed, der (fremstiller og) forhandler eller udleverer lægemidler mv. til forbrugere. I Danmark varetages lægemiddelforsyningen af 407 apoteker og apoteksfilialer, 57 apoteksudsalg, 556 håndkøbsudsalg og 237 medicinudleveringssteder (2016). Et apotek med evt. tilknyttede enheder er en privat virksomhed, der ejes og drives af en apoteker. Enkelte store sygehuse forsynes fra eget sygehusapotek; disse ejes og drives af sygehusejeren.

Apotekervirksomhed er indgående reguleret ved lov og ved bemyndigelser til Indenrigs- og Sundhedsministeriet/Lægemiddelstyrelsen, der bl.a. bestemmer antallet og placeringen af apoteker og filialer og fastsætter detaljerede bestemmelser om driften.

Apoteker har eneret til at forhandle lægemidler til forbrugerne; undtaget er bl.a. naturmedicin, visse håndkøbslægemidler samt lægemidler til veterinær brug. Endvidere forhandles sygepleje- og toiletartikler m.m. Som modstykke til eneretten fastsætter myndighederne udsalgspriserne for lægemidler (ens overalt i landet) og bestemmer dermed efter forhandling med Danmarks Apotekerforening indtjeningen til dækning af alle apotekernes omkostninger og overskud under ét. Det enkelte apoteks andel af denne indtjening afhænger af apotekets størrelse og af salgets sammensætning. Til opretholdelse af små apoteker ydes tilskud, som betales af afgifter fra store apoteker.

Annonce

Ordet apotek kommer af græsk apotheke 'forrådskammer, lager', af apo- og -thek.

Det enkelte apotek er indrettet med et officin (publikumsrum, "skranke"), en receptur (hvor recepter kontrolleres, ekspederes og gøres klar til udlevering), et laboratorium (hvis der stadig er produktion) og et vagtlokale (hvis apoteket har nattevagt, hvilket enkelte apoteker i de store byer har). De fleste apoteker har i dag "direkte receptekspedition", hvor behandlingen af recepter er flyttet fra receptur til skranke.

Apotekernes væsentligste opgaver er lægemiddelsalg og rådgivning/information i forbindelse hermed; indtil 1980'erne fandtes også en betydelig produktion af lægemidler mv., der imidlertid efter 1984-loven er centraliseret og udskilt, bortset fra magistrelle lægemidler. Til gengæld er dosisdispensering kommet til. Af den samlede omsætning ekskl. moms (2015) på 11,4 mia. kr. udgjorde omsætningen efter recept ca. 75 %, lægemidler i håndkøb 8 % og ikke-lægemidler ca. 13 %. Der blev ekspederet ca. 60 mio. pakninger efter recept.

For at blive apoteker skal man have offentlig bevilling, som bl.a. forudsætter eksamen som farmaceut (eller tilsvarende godkendt eksamen fra et andet land). Når et apotek bliver ledigt (eller nyoprettes), opslås det ledigt af Sundhedsstyrelsen, der rådgiver Sundhedsministeriet om valg blandt ansøgerne. Den nye apoteker køber inventar, varelager mv. af forgængeren (der betales ingen goodwill) og kan herefter overtage og drive apoteket efter de regelsæt, der gælder. En bevilling bortfalder, når indehaveren fylder 70 år eller ved dødsfald, misligholdelse m.m. Foruden indehaverne beskæftiges farmaceuter, farmakonomer (tidligere benævnt apoteksassistenter) og farmakonomelever. De nævnte grupper af fagpersoner er organiseret i hhv. Danmarks Apotekerforening, Pharmadanmark og Farmakonomforeningen.

Historie

Både i Danmark og i udlandet er apotekervirksomhed præget af en lang historisk udvikling og tradition. I Baghdad oprettedes det første offentlige apotek i 700-t., og kejser Frederik 2. af Sicilien og Neapel udstedte ca. 1240 en medicinalordning, der satte sit præg på andre landes lovgivning.

Fra Danmark kendes en Mester Johan Apoteker fra et skøde 1465, og den første kendte kongelige apotekerbevilling er fra 1514, men blev tilsyneladende ikke brugt. Det blev derimod en bevilling fra 1546 til Willum Uno, som oprettede Danmarks første privilegerede apotek i Højbrostræde i København. Bevillingerne fra denne tid indeholdt bestemmelser om apotekernes rettigheder og forpligtelser, og store dele heraf genfindes i de første danske lovbestemmelser om apoteker: Christian 4.s Forordning af 1619 og den store Forordning om Medici [læger] og Apothekere af 4.12.1672. For at drive apotek krævedes kongelig bevilling, og som modydelse for eneretten til at forhandle lægemidler m.m. blev der stillet krav om fagkundskab, om varernes kvalitet, om nøje overholdelse af lægens receptforskrift, om prisberegning, om vagttjeneste, om fortrolighed i forholdet til de syge osv. Læge- og apotekergerning blev ifølge forordningen adskilt.

De første bevillinger var salgbare og arvelige og gik ofte videre fra far til søn, men fra 1843 oprettedes nye apoteker kun som "personlige" bevillinger, og i perioden 1932-72 blev de hidtil salgbare apoteker omdannet til personlige bevillinger, der siden da er bortfaldet med indehaverens fratræden. 2015 trådte en ny apotekerlov i
kraft; herefter kan en apoteker frit oprette nye apoteksfilialer. Det medførte i de efterfølgende år et stort antal nye filialer.

Ligesom i en række andre europæiske lande er apoteksdrift i Danmark præget af at være et nationalt indrettet system.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jens Overø: apotek i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=39193