Nøglehullet, Nøglehulsmærket, fælles nordisk ernæringsmærke, der skal vise forbrugerne, om en fødevare er sund og lever op til kostrådene. Nøglehullet vil kun kunne anvendes på det sundeste valg inden for hver enkelt fødevarekategori og indikerer, at produktet har en god sammensætning af fx fedt, sukker, fuldkorn og salt. Det er en frivillig ordning, der dog kontrolleres af Fødevarestyrelsen.