Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

thiamin

Oprindelig forfatter AAst Seneste forfatter Redaktionen

thiamin, B1-vitamin, indtil ca. 1950 aneurin, C12H17N4OS, vandopløseligt B-vitamin, der i form af coenzymet thiaminpyrofosfat er nødvendigt for kroppens normale omsætning af kulhydrat hos alle pattedyr undtagen drøvtyggere. Thiaminpyrofosfat deltager i den oxidative decarboxylering af ketosyrer til aldehyder samt i udnyttelsen af pentoser. Ved thiaminmangel ophobes derfor pyrodruesyre og mælkesyre, hvilket er årsag til mangelsymptomerne.

Thiamin var det først isolerede vitamin (1926) og lagde derved pga. sit aminindhold navn til betegnelsen vitamin.

Ordet thiamin kommer af thio- og amin(er).

Thiaminmangel

Let mangel på thiamin viser sig ved utilpashed, dårlig hukommelse, tristhed, hjertebanken, føleforstyrrelser og muskelsvaghed. Ved mere udtalt mangel kan tilstanden udvikle sig til våd beriberi (efter singalesisk bhari 'svækkelse') med symptomer på hjertesvigt eller til tør beriberi med symptomer fra nervesystemet. Våd beriberi forekommer næsten udelukkende hos asiatiske befolkninger, der har ris som hovedernæring og høj fysisk aktivitet, og viser sig ved væskeansamlinger (ødem), åndenød og degeneration af hjertemuskulaturen, hvilket kan være dødeligt. Den hollandske læge C. Eijkman opdagede under ophold på Java i 1890'erne, at beriberi kan forebygges ved indtagelse af upolerede ris. Tør beriberi forekommer i dag hovedsagelig hos fejlernærede alkoholikere og viser sig som nervebetændelse med føleforstyrrelser og smerter i benene, lægkramper samt muskellammelser, som kan give en karakteristisk hanefjedsgang. Påvirkning af centralnervesystemet kan udvikles akut med øjenmuskellammelse, gangbesvær, svigtende hukommelse, konfusion og bevidstløshed (Wernickes syndrom), og ubehandlet er sygdommen dødelig.

Let thiaminmangel diagnosticeres ved måling af enzymet transketolase i røde blodlegemer, mens mangeltilstande hos alkoholikere kendes på de typiske symptomer. I begge tilfælde er behandlingen store doser thiamin. Alkoholikere bør som forebyggelse indtage kosttilskud indeholdende thiamin.

Annonce

Indtagelse

For raske er behovet afhængigt af energiforbruget, og for voksne med lavt til normalt energiforbrug anbefales 1,1-1,4 mg daglig. Det daglige behov for gravide og ammende er 0,5 mg højere. De vigtigste kilder i kosten er kornprodukter, svinekød, grøntsager, mælk og ost.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Arne Astrup: thiamin i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=171567