Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

mangelsygdomme (Mangelsygdomme hos landbrugsplanter)

Oprindelig forfatter GCoN Seneste forfatter Redaktionen

Mangelsygdomme viser sig ofte pletvis i marken, afhængigt af næringsstoffernes tilgængelighed. Der skelnes mellem makro- og mikronæringsstoffer: Makronæringsstoffer har planten brug for i større mængder, mikronæringsstoffer kun i mindre mængder. De vigtigste makronæringsstoffer er kvælstof (N), fosfor (P), kalium (K), magnesium (Mg), calcium (Ca) og svovl (S). De vigtigste mikronæringsstoffer er mangan (Mn), bor (B) og kobber (Cu).

Mangelsymptomer varierer fra planteart til planteart. Mangel på kvælstof viser sig oftest som en generel væksthæmning og gulfarvning af især de ældste blade. Fosformangel viser sig ofte ved mørke eller rødlige blade. Ved kaliummangel gul- eller brunfarves bladene begyndende fra bladranden på de nederste blade. I kartofler mørkfarves knoldene efter kogning ved mangel på kalium. Magnesiummangel giver gul- eller brunfarvede blade begyndende omkring bladnerverne; magnesiummangel i græs- og kløverafgrøder giver anledning til magnesiummangel hos kvæg (græstetani). Calciummangel viser sig som en generel væksthæmning, og rødderne bliver tit fortykkede; mangel forebygges ved regelmæssig tilførsel af kalk. Svovlmangel er årsag til gulfarvning af især de yngste blade. Svovlmangel er blevet mere udbredt fra slutningen af 1980'erne, bl.a. fordi røgen fra kraft- og kraftvarmeværkerne bliver bedre renset, hvorved svovlnedfaldet er reduceret.

Mangel på mangan giver en lysfarvning af især de yngste blade. Manganmangel kaldes også lyspletsyge, fordi der pletvis i marken ses lyse områder. Mangel ses især på humusjord samt let og løs jord med højt reaktionstal. Ved manganmangel er planterne mere følsomme for frost. Bormangel kaldes også hjerte- og tørforrådnelse, da hjerteskuddet brun- eller sortfarves. I bederoer ses endvidere en tørforrådnelse på roelegemet. Bormangel ses især ved højt reaktionstal og i tørre år. Kobbermangel kaldes også gulspidssyge, fordi bladspidserne i korn gulfarves og visner, og den ses især på humusjord og sortsandede jorder.

Annonce

Ved regelmæssig udtagning af jordprøver kan indholdet af næringsstoffer i jorden undersøges, og herudfra kan det sikres, at næringsstoffer tilføres efter behov ved vækstsæsonens start. Konstateres mangel i vækstsæsonen, kan næringsstoffer tilføres ved udsprøjtning eller -spredning.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ghita Cordsen Nielsen: mangelsygdomme (Mangelsygdomme hos landbrugsplanter) i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 15. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=121557