mangelsygdomme

Mangelsygdomme, sygdomme som følge af fejlernæring med utilstrækkelig tilførsel af et eller flere næringsstoffer, således at organismens indhold af disse er nedsat. På verdensplan er utilstrækkelig adgang til føde den væsentligste årsag til mangelsygdomme. I ilandene ses mangelsygdomme overvejende i forbindelse med tilstande med øget behov, fx under vækst, graviditet og amning, ved sygdom eller hos personer, der indtager en meget ensidig kost, fx alkoholikere og ældre.

De hyppigst forekommende mangeltilstande i Danmark skyldes mangel på jern, folat, jod, B ₁ -vitamin, C-vitamin eller D-vitamin. Ældre har samme behov for disse næringsstoffer som yngre, men da den fysiske aktivitet og den stofskiftemæssigt aktive fedtfri kropsmasse hos ældre normalt er nedsat, vil energibehovet være reduceret. Det stiller derfor store krav til lødigheden af ældres kost, hvis mangelsygdomme skal undgås.

Akut og kronisk sygdom ledsages næsten altid af nedsat appetit (anoreksi) med risiko for utilstrækkelig fødeindtagelse. Anoreksien kan bl.a. skyldes ændret smagsoplevelse, kvalme, direkte påvirkning af mave-tarm-kanalen (maveinfektion, kræft m.m.) og ophobning af giftige stoffer frigjort fra mikroorganismer, hvide blodlegemer (leukocytter), svulstvæv m.m. Dertil kommer, at der ved mange sygdomme er et øget behov for energi og næringsstoffer, fx ved feber, større operationer, brandsår og kræft. Nogle sygdomme er ledsaget af nedsat optagelse og/eller øget tab af næringsstoffer. Nedsat optagelse ses ved visse bugspytkirtel-, lever- og tarmsygdomme. Øget tab ses bl.a. i forbindelse med store brandsår og kolera, hvor der tabes store mængder næringsstoffer via hhv. sårfladerne og tarmen. Risikoen for at udvikle mangelsygdomme er særlig stor hos personer, der i forvejen har små næringsstofdepoter. I Danmark gælder det for en del ældre, mens store dele af befolkningen i mange ulande vil have små eller tømte næringsstofdepoter.

Næringsstoffer kan inddeles i type 1 og type 2. Type 1 indgår i bestemte stofskifteprocesser, og mangel på disse næringsstoffer medfører specifikke symptomer, mens væksten ikke er væsentligt påvirket. Eksempler er selen, jod, jern, kobber, calcium, mangan og følgende vitaminer: A, B₁, B₂, B₆, B₁₂, C, D, E og folinsyre. Type 2 er nødvendige for vævsopbygningen, hvorfor mangel på et eller flere af disse næringsstoffer medfører stærkt reduceret eller helt ophørt vækst. Eksempler er kvælstof, svovl, livsnødvendige aminosyrer, kalium, natrium, magnesium, zink, fosfor og vand. Organismen indeholder ved tilstrækkelig næringsstofindtagelse depoter af næringsstoffer af type 1, som bruges i tilfælde af svigtende tilførsel, mens der ikke findes tilsvarende depoter af næringsstoffer af type 2. Det er derfor nødvendigt, at alle næringsstoffer af type 2 er tilgængelige samtidig.

For personer i vækst kan mangelfuld ernæring gennem lang tid føre til påvirkning af både vægt og højde. Ved kronisk underernæring ses ofte nedsat længdevækst hos en i øvrigt normalproportioneret person, således at højden er nedsat i forhold til normalhøjden for alderen, mens vægten er normal i forhold til højden. Akut mangel på energigivende næringsstoffer medfører afmagring med reduceret vægt i forhold til højde. Denne tilstand kan hurtigt blive livstruende. Udtalt afmagring (kakeksi) ses i Danmark bl.a. ved nervøs spisevægring (anorexia nervosa) og i slutstadiet af mange sygdomme, fx kræft. Mangelsygdomme hos voksne med afsluttet længdevækst kan påvirke både vægt, kropssammensætning og næringsstofkoncentrationen i vævene.

Alvorlig mangelsygdom, som oftest omfatter mangel på næringsstoffer af både type 1 og 2, kan inddeles i tre hovedgrupper: marasmus, kwashiorkor og ernæringsbetinget dværgvækst. I praksis forekommer de ofte i kombination.

Marasmus ses bl.a. under hungerkatastrofer og er en tilstand med udtalt afmagring med fremstående ribben, kindben og led. Muskelmassen er kraftigt reduceret, især omkring skuldre og sædeparti. Næsten alt fedt er forsvundet fra underhuden. Huden er tynd og rynket. Ansigtet er typisk spidst og gammelmandsagtigt.

Kwashiorkor er først beskrevet hos afrikanske børn, men kan optræde i flere andre ulande. Sygdommen viser sig ved misfarvet hår, hudforandringer, forstørret lever og vævsvæskeansamlinger. Kwashiorkor rammer især børn i 1-2-årsalderen i forbindelse med fravænning fra brystmælk til anden ernæring. Årsagen til kwashiorkor er ikke helt klarlagt, men sygdommen skyldes formentlig en kombination af underernæring og alvorlig infektion. I troperne følger kwashiorkor ofte efter epidemier med mæslinger.

Ernæringsbetinget dværgvækst ses som en følge af kronisk underernæring med mangel på næringsstoffer af type 2, fx zink. Umiddelbart kan et barn med ernæringsbetinget dværgvækst se næsten normalt ud. Når barnets alder tages i betragtning, bliver dværgvæksten åbenbar. Tandudviklingen er normalt mindre påvirket end højden, hvorfor ansigtsformen vil være mere udviklet end barnets højde. I nogle befolkningsgrupper er en vis grad af længdevæksthæmning så udbredt, at den lave sluthøjde anses for normal. Når samfundsforholdene forbedres med faldende sygdomshyppighed og bedre ernæring, øges børns længdevækst og dermed sluthøjden hos voksne. Dette er set i mange samfund, bl.a. i Japan efter 2. Verdenskrig. Man kan se det samme fænomen, når personer fra en vækstretarderet befolkning flytter til et andet samfund; fx er japanere opvokset i USA gennemsnitligt højere end japanere opvokset i Japan.

I ulande er mangel på vitaminer og mineraler almindelig. På verdensplan er A-vitaminmangel et af de største ernæringsproblemer. A-vitaminmangel fører til tørhed og sårdannelse på hornhinden. Det anslås, at ¹/₂ mio. børn årlig bliver blinde på grund af A-vitaminmangel. Mange af dem dør hurtigt på grund af øget infektionstilbøjelighed. Mangel på D-vitamin fører til knoglepåvirkning med kalkfattige, bløde knogler. Kroppens D-vitamin stammer dels fra kosten, dels fra nydannelse i huden som følge af Solens stråler. Hos børn kaldes tilstanden engelsk syge og er karakteriseret ved hævelse af knoglernes vækstzoner og deformerede knogler, herunder hjulben og bækkenforandringer. Hos voksne kaldes tilstanden osteomalaci. D-vitaminmangel hos ældre kan være en medvirkende årsag til knogleskørhed. Jernmangel fører til anæmi (blodmangel) med nedsat hæmoglobinkoncentration i blodet. Anæmi er meget udbredt i mange ulande, især hos kvinder og børn. Kvinders jernbehov er større end mænds på grund af menstruation og børnefødsler. Også i Danmark er jernmangel relativt hyppig hos især små børn og unge kvinder. Små børn med en stor indtagelse af komælk risikerer at udvikle anæmi, bl.a. på grund af komælks lave jernindhold. Udtalt C-vitaminmangel fører til skørbug, som tidligere forekom hyppigt på lange sørejser uden adgang til frisk frugt og grøntsager. I ulande ses tilstanden især i flygtningelejre og ved katastrofer, mens C-vitaminmangel i Danmark næsten udelukkende ses hos narkomaner og alkoholikere. Jodmangel kan medføre struma og lavt stofskifte. Udtalt jodmangel kan medføre dværgvækst og mental retardering (kretinisme) og ses især i ulande med bjergområder, hvor jodindholdet i jorden er lavt. Udtalt B₁-vitaminmangel fører til beriberi, der i Danmark overvejende forekommer med neurologiske symptomer hos alkoholikere.

Mangelsygdomme forebygges og behandles ved at sikre tilstrækkelig tilførsel af næringsstoffer, hvilket i mange områder af verden er vanskeligt på grund af naturkatastrofer eller økonomiske og politiske forhold. En tilstrækkelig energiindtagelse via en alsidig kost forebygger mangelsygdomme hos langt størstedelen af indbyggerne i ilandene. Hos risikoindivider kan der være behov for mineral- og vitamintilskud som en midlertidig eller evt. permanent løsning. Et eksempel er D-vitamintilskud givet til ældre for at nedsætte risikoen for knogleskørhed. Hvis en større befolkningsgruppe er i risiko for at udvikle en mangelsygdom, kan en berigelse af visse fødevarer med det pågældende næringsstof komme på tale. Et eksempel er jodberigelse af køkkensalt, som anvendes i en del lande. I Danmark berigede man indtil 1987 mel med calcium og jern.