Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

fedme

Oprindelig forfatter AAst Seneste forfatter Redaktionen

fedme, adipositas, tilstand, hvori kroppens fedtdepoter er øget i en sådan grad, at risikoen for en række alvorlige følgesygdomme er væsentlig forøget.

En enkel vurdering af en persons vægtklasse foretages ved beregning af body mass index (BMI). Fedme anses at foreligge, hvis BMI er større end 30. Dog kan BMI-værdier under 30 kombineret med bugfedme (se fedtfordeling) være udtryk for fedme.

Forekomst og følger

Globalt stiger forekomsten af fedme nærmest epidemisk. I Danmark øgedes forekomsten flerfold fra 1985 til 2000, især hos børn og yngre. 47 % af den voksne befolkning er overvægtige (BMI større end 25), mens 14 % lider af fedme (2013).

Annonce

Hovedårsagen er en samfundsudvikling, der favoriserer en stillesiddende tilværelse, privat som på arbejde, i kombination med fed kost i store portioner og sukkerrige drikkevarer. En arvelig disposition øger risikoen for fedme, men der er kun fundet egentlige genetiske årsager hos 3-5 % af personer med fedme.

Fedme og mangel på motion er hovedansvarlige for en voldsom stigning i forekomsten af type 2-diabetes mellitus, og nye undersøgelser viser, at en reduktion af kostens fedtindhold og kalorier i kombination med et par timers gåture ugentlig kan forebygge hovedparten af diabetestilfældene hos svært overvægtige med begyndende påvirkning af sukkerstofskiftet.

Udviklingen i fedmeforekomsten menes kun at kunne vendes ved en samfundsindsats, der fremmer fysisk aktivitet i hverdagen, sikrer sundere fødevarer i supermarkeder og sundere kost i skoler, kantiner og restauranter i samspil med flere tilbud om hjælp til personer med begyndende overvægt. Sundhedsstyrelsen samarbejder med Ernæringsrådet om en national strategi for forebyggelse og behandling af fedme.

Årsager

Kun yderst sjældent er fedme forårsaget af kendte kromosom- eller gendefekter. Sådanne eksisterer dog, fx Prader-Willis syndrom, der er en medfødt lidelse, som skyldes et manglende bidrag fra faderen til barnets kromosom 15, og som forårsager en tilstand med lettere mental retardering, svær grovædning og lav energiomsætning, hvilket ofte fører til svær fedme.

Egentlige hormonelle lidelser såsom for lavt stofskifte som følge af nedsat hormonproduktion fra skjoldbruskkirtlen eller overproduktion af binyrebarkhormon (se Cushings syndrom) er kun sjældent årsag til fedme. Ved beskadigelser af det appetitregulatoriske center i hjernen (se appetit) fremkaldt af traumer, svulster eller blødninger ses ofte en hastig udvikling af fedme.

Ved den almindelige fedme spiller arv dog også en vigtig rolle, både den ægte arv, som overføres med generne, og den miljømæssige arv, dvs. overførsel af forældrenes kost- og motionsvaner. Fedme ophobes derfor ofte familiært. Arvens betydning er dog ikke ensbetydende med, at fedmeudviklingen er fastlagt i generne, og at udviklingen ikke kan forhindres. Det arvelige bidrag skal snarere opfattes som en tilbøjelighed til fedme, som kan udvikles, hvis personen får uhensigtsmæssige kost- og motionsvaner. Kendte arvelige træk, som kan bidrage til tilbøjeligheden til fedme, er et lavt basalstofskifte og en lav spontan udfoldelse af fysisk aktivitet, hvilke tilsammen resulterer i en lav energiomsætning. En nedsat evne til at forbrænde fedt er også påvist at være en arvelig tilbøjelighed, der øger risikoen for fedme.

Miljøfaktorer, som er medansvarlige for fedmeudvikling hos de arveligt disponerede personer, er en kost rig på fedt og alkohol og fattig på grove kulhydrater, et spisemønster med få, store måltider, overspringelse af morgenmåltidet og begrænset daglig udfoldelse af fysisk aktivitet. Det er desuden antaget, at fedme ofte skyldes psykologiske problemer og heraf fremkaldt trøstespisning, men videnskabelige undersøgelser har vist, at der ikke er belæg herfor.

Fedme kan opstå på alle tidspunkter i livet, fra den tidlige barndom til alderdommen, og kan udvikles i løbet af få måneder eller over flere årtier. En række faktorer, der markant påvirker energibalancen, er ofte udløsende for starten til fedmeudviklingen.

Omkring halvdelen af fede kvinder har øget vægten betydeligt i forbindelse med graviditet og fødsel. Især førstegangsfødende, ikke-rygere og overvægtige kvinder har øget risiko for stor vægtøgning. Den normale vægtøgning fra befrugtning til fødsel er 10-14 kg, og ét år efter fødslen er vægtøgningen i gennemsnit 2 kg. I forhold til før graviditeten har 30 % imidlertid tabt sig, hovedparten har uændret vægt, mens 15 % har taget mere end 5 kg på og 2 % mere end 10 kg. Kvinder med tendens til vægtøgning og fedme bør begrænse vægtøgningen under graviditeten til 12 kg. Vægtøgning herudover øger risikoen for kejsersnit og for, at vægten ikke normaliseres efter fødslen.

Ved ophør med tobaksrygning er vægtøgningen over en tiårig periode 3 kg for mænd og 4 kg for kvinder, men 10 % mænd og 15 % kvinder tager mere end 13 kg på. Rygere er slankere end ikke-rygere, hvilket skyldes, at nikotin i tobakken dæmper appetitten og stimulerer det sympatiske nervesystem, som kan øge energiomsætningen med 200-300 kcal/døgn (0,8-1,2 MJ/døgn). Selvom rygere er slankere end ikke-rygere, har de mere bugfedt. Ved rygeophør falder energiomsætningen til det normale, samtidig med at appetitten øges, og vægten øges derfor hyppigt. Selvom vægtøgningen for mange blot er en normalisering, er den for andre uacceptabelt stor og hyppigste årsag til genoptagelse af tobaksrygningen. Vægtøgningens sundhedsmæssige betydning er uvæsentlig i forhold til tobaksrygningens skadevirkning.

En række lægemidler kan fremkalde en betragtelig vægtøgning og fedme. Især visse psykofarmaka og epilepsimidler har denne bivirkning. Også hormonerne østrogen, insulin og binyrebarkhormoner kan medføre vægtøgning.

Behandling og diæter

Ved at nedsætte energiindtagelsen fra mad og drikke og ved at øge energiomsætningen ved øget fysisk aktivitet kan der fremkaldes et underskud på energibalancen, der fortrinsvis dækkes af fedt fra depoterne, som derved formindskes (se slankekure og diæter). Et vægttab fremkaldt af lødig diæt og motion kan nedsætte eller måske fjerne risikoen for at få følgesygdomme til fedme og for tidlig død. Ved fedme kompliceret med diabetes mellitus, blodtryksforhøjelse eller hjerte-kar-sygdom kan selv et mindre vægttab resultere i væsentlig bedring i sygdommen samt nedsætte medicinbehovet. Gentagne vægttab på slankekure efterfulgt af vægtøgninger, såkaldt vægtcykling, er næppe skadeligt i sig selv, men underlødige diæter såsom faste- eller pulverkure med for lavt indhold af energi og næringsstoffer kan dog øge risikoen for hjertesygdom og galdesten, især hvis de anvendes i mere end få dage (se fastekure).

Børn og unges overvægt og fedme søges ikke sjældent bekæmpet ved hjælp af pædagogiske, sociale og psykologiske metoder. Der er dårlige erfaringer med løbende vægtkontrol af den enkelte person, der ikke ændrer sin adfærd på denne måde. De bedste erfaringer har været med særlige lejrskoler for overvægtige børn med en kombination af gruppesamtaler, diæt og fysisk aktivitet og inddragelse af forældre og familie i beslutninger om ændringer i holdninger, spisevaner og aktivitet til hverdag.

Behandling med appetitnedsættende midler kan undertiden være påkrævet for at støtte diæten. Brugen er sædvanligvis forbeholdt fedme med væsentlige medicinske gener.

Ved svær fedme, hvor behandling med diæt, motion og appetitdæmpende midler har fejlet, kan kirurgisk behandling komme på tale. De mest almindelige indgreb består i nedsættelse af mavesækkens rumindhold ved at sammenklipse for- og bagvæg (gastroplastik), således at der opstår mæthed efter indtagelse af små portioner mad. En anden type operation nedsætter optagelsen af fedt fra tarmen ved at sammenføre mavesækken direkte til en fjernere del af tyndtarmen (gastrisk bypass), således at føden ikke kommer i kontakt med de fedtnedbrydende enzymer i tolvfingertarmen. Vægttabet efter operationen er ofte dramatisk, i størrelsesordenen 30-40 kg hos en patient på 120 kg. Bivirkninger relaterer sig til udvikling af mangel på jern, calcium og B1-vitamin. Sammensyning af overmunds- og undermundstænder og nedlæggelse af ballon i mavesækken er tidligere anvendt i fedmebehandling, men er i dag forladt, da indgrebene er risikable og mindre effektive end slankediæter og -kost.

Se også kostråd.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Arne Astrup: fedme i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 15. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=74884