Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

carotener

Oprindelig forfatter AAst Seneste forfatter Redaktionen

carotener, gruppe af beslægtede gule og røde farvestoffer, der ligesom andre carotenoider findes i grøntsager og frugt. Det mest kendte caroten er betacaroten, der giver guleroden dens farve. Betacaroten kan i kroppen omdannes til A-vitamin og kan virke som en stærk antioxidant. I store dele af verden er betacaroten den eneste kilde til A-vitamin.

Indtagelse af en kost med et stort indhold af carotener er forbundet med en lavere forekomst af hjerte-kar-sygdomme og kræft. Det er dog usikkert, om denne virkning skyldes carotener eller andre stoffer i grøntsager og frugt. Det er således uafklaret, om kosttilskud af rent betacaroten i fx tabletform har en sygdomsforebyggende virkning.

Ordet caroten kommer af latin carota 'gulerod' og -en.

Kost indeholdende store doser betacaroten medfører gulfarvning af huden, som kan forveksles med gulsot eller solbrændthed.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Arne Astrup: carotener i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 12. december 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=54601