Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

E-vitamin

Oprindelige forfattere AAst og GHoel Seneste forfatter Redaktionen

E-vitamin, tokoferol, fedtopløseligt vitamin, der findes i otte forskellige former; alfa-tokoferol er den form, der findes i størst mængde i kosten (navnlig i planteolier), og den form, der anvendes som tilskud.

E-vitamin er en stærktvirkende antioxidant, der både forhindrer forharskning af fedtstoffer og mindsker risikoen for skader af frie radikaler. Den anbefalede daglige indtagelse er for mænd 10 mg og for kvinder 8 mg. Den danske kost indeholder i almindelighed E-vitamin svarende til behovet, hvorfor tilskud ikke er påkrævet til raske mennesker.

Mangel på E-vitamin forekommer kun hos personer med nedsat optagelse af fedt fra tarmen (fx pga. cøliaki eller cystisk fibrose), hos for tidligt fødte børn og hos patienter med visse sjældne, arvelige blodsygdomme (hæmolytisk anæmi).

Annonce

Ved undersøgelse af blodet kan graden af E-vitaminmangel konstateres; værdier på under 16 μmol/l tyder på mangeltilstand, der kan vise sig som påvirkninger af nervesystemet med fx gangbesvær.

Ved mangelsymptomer gives 200-400 mg daglig, for tidligt fødte børn med en fødselsvægt under 1500 g skal have 5 mg daglig, til de vejer 2000 g. Symptomer på overdosering er sjældne, ved indtagelse af omkring 1000 mg daglig er der forekommet mavebesvær og hovedpine.

En række store kliniske undersøgelser har ikke skabt klarhed over, hvorvidt kosttilskud med høje doser E-vitamin (50-500 mg) kan nedsætte risikoen for hjerte-kar-sygdom og kræft. Anvendelsen begrænses desuden af, at E-vitamin i så høje doser virker koagulationshæmmende og kan øge forekomsten af alvorlige blødninger, især ved samtidig behandling med lægemidler, der anvendes til antikoagulationsbehandling, og acetylsalicylsyre.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Arne Astrup, Gunhild Hølmer: E-vitamin i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=73408