Neoteni. Halepadden axolotl udvikler sig normalt til fuld kønsmodenhed i larvestadiet. Neoteni er hos denne art en tilpasning til livet i vandpytter med få rovdyr. Tørrer pytten ud, kan dyrene fortsætte deres udvikling til det for halepadder normale, gælleløse voksenstadium. Den store, hvide axolotl med gæller er en hun af den normale, neotene form, mens den mindre er en han, der har gennemløbet metamorfose til voksenstadium, i dette tilfælde pga. fodring med et skjoldbruskkirtelhormon. Parret udfører parringsdansen, som afsluttes med, at hunnen opsamler en sædpakke afsat af hannen.

.

Neoteni. Kraniets form ændres under opvæksten langt mindre hos mennesket end hos chimpansen; det er et eksempel på neoteni, dvs. at en udvikling under opvæksten stoppes på et relativt tidligt tidspunkt. Artsdannelse hos dyr viser flere eksempler på neoteni. Øverst ses kranier fra et chimpansefoster (tv.) og et menneskefoster (th.). Begge er markeret med et koordinatsystem, således at man lettere kan følge formændringerne; man bemærker de store ligheder mellem de to arter. Nederst ses kranier fra voksne individer, igen chimpanse tv. og menneske th. Det er tydeligt, at chimpansens kranium ændres kraftigst.

.

Neoteni er en evolutionsmekanisme, hvor en ny artskarakter opstår ved, at en barnlig/ungdommelig (juvenil) egenskab hos stamformen bevares hos voksne af efterkommeren; dvs. at artskarakteren opstår ved en ændring i det tidsmæssige forløb af legemsdelenes udvikling, ved heterokroni. Eksempelvis har det nyfødte menneskes kranieform ganske stor lighed med nyfødte menneskeabers, og dette præg bevares i voksenlivet; et forhold, der bidrager til at muliggøre en længere vækst- og udviklingsperiode for menneskets hjerne.

Faktaboks

Etymologi
Ordet neoteni kommer af neo- og afledn. af græsk teinein 'udstrække'.

Heterokronien kan også gå den anden vej, fx således at kønsorganernes modning fremskyndes i forhold til de øvrige organsystemer, såkaldt progenese, hvorved den nye art kan forplante sig på et stadium, der er juvenilt hos stamformen; det gælder fx for axolotlen. Pædomorfose er fællesbetegnelse for neoteni og progenese.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig