Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.
Den Store Danske bliver fra efteråret 2020 opdateret af Foreningen lex.dk.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

lieberkühnske krypter

Oprindelig forfatter JTrJ Seneste forfatter Redaktionen

lieberkühnske krypter, glandulae intestinales, små rørformede kirtler, som findes i et uhyre stort antal gennem hele tarmen.

Kirtlerne har navn efter den tyske anatom Johann Nathaniel Lieberkühn, 1711-56.

I tyndtarmen udskiller de foruden slim et enzym (lysozym), som nedbryder gramnegative bakteriers væg, og bidrager herved til, at tyndtarmsindholdet er næsten bakteriefrit. I tyktarmen udskiller de store mængder slim, men ikke lysozym.

De stamceller, hvorfra celler til tarmepithelets løbende udskiftning udgår, er også beliggende i krypterne.

267140.501.jpg 267141.501.jpg

Lieberkühnske krypter. Autoradiografi af tyndtarmsslimhinden fra en rotte, der har fået en indsprøjtning med thymidin mærket med den radioaktive isotop tritium. Thymidin indbygges i DNA (i kernen) under celledelingerne. Strålingen fra tritium kan eksponere en fotografisk film, der lægges på et vævssnit. Otte timer efter indsprøjtningen findes der mærkede cellekerner (de sorte prikker) i epithelet (det yderste cellelag) ved roden af de ca. 1 mm lange tarmtrævler (villi). 48 timer senere (næste billede) er disse celler vandret op til spidsen af villus, hvorfra de senere afstødes. På denne måde fornyes tyndtarmens epithel i løbet af 3-4 døgn. Illustrationer: Jørgen Tranum-Jensen.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Tranum-Jensen: lieberkühnske krypter i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 15. februar 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=116698