Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

NO-syntase

Oprindelig forfatter JTrJ Seneste forfatter Redaktionen

NO-syntase, enzym knyttet til visse cellers overflademembran, hvor det fremmer (katalyserer) dannelsen af nitrogenoxid (NO) ved spaltning af aminosyren arginin.

NO er et lille molekyle, som hurtigt diffunderer gennem cellemembraner, og det kan derfor hurtigt spredes til omkringliggende celler, hvor det aktiverer enzymer, som omdanner GTP til cyklisk GMP (se guanin), som via et G-protein (se signalstoffer) kan udløse forskellige reaktioner. Virkningen er lokal, fordi NO få sekunder efter sin dannelse inaktiveres ved iltning til nitrit og nitrat.

NO-syntase findes bl.a. i de inderste celler (endothelceller) i pulsårerne, hvor enzymet aktiveres, når cellerne påvirkes af forskydningsspændinger fremkaldt af det forbistrømmende blod. Det derved dannede NO diffunderer ud i karvæggen og fremkalder afslapning af de glatte muskelceller, hvorved karret udvides, og forskydningsspændingen aftager. På denne måde tilpasser pulsåren sin diameter til forskelle i den blodmængde, det befordrer. En række almindeligt anvendte, karudvidende lægemidler, bl.a. nitroglycerin, virker ved at frigøre NO i karrene.

En særlig form af NO-syntase findes i nervesystemet, hvor NO nogle steder har en funktion som transmittersubstans; bl.a. i det cavernøse væv i penis, hvor nervetråde frigør NO, som øger dannelsen af cyklisk GMP, der udløser den karudvidelse og dermed øgede blodtilførsel, som fremkalder erektion. Det erektionsforstærkende lægemiddel Viagra virker ved at hæmme et andet enzym, der nedbryder cyklisk GMP, som derved får forlænget sin virkningstid. En tredje form af NO-syntase findes i makrofager (en særlig type hvide blodlegemer), som ved dannelse af store mængder NO kan fremkalde celledød ved apoptose i nærliggende celler.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Tranum-Jensen: NO-syntase i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 14. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=133106