Laudanum er en betegnelse, der oprindelig blev indført af Paracelsus for et præparat, der bl.a. indeholdt pulveriseret guld og perler. I 1600-tallet indførtes betegnelsen af den engelske læge Thomas Sydenham om opium opløst i alkohol (opiumstinktur) til behandling af bl.a. smerter, diarré, nervøsitet og søvnløshed.
Indtil slutningen af 1800-tallet var brugen vidt udbredt; bl.a. var briterne Samuel Coleridge, Thomas de Quincey og Dante Gabriel Rossetti kendt for at være misbrugere af laudanum. Forgiftninger, også i forbryderisk øjemed, var velkendte.
Laudanum indeholdende ekstrakter af kanel, kryddernellike, safran og opium svarende til ca. 1 % morfin kunne ordineres i Danmark indtil 1933. Det blev anset som et særlig estimeret og mytisk præparat fra gamle dage.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.