Kinabark er en betegnelse for den tørrede bark af kinatræer (Cinchona spp.). Den kininholdige bark var et af historiens første virksomme lægemidler mod infektionssygdomme.
Faktaboks
- Etymologi
- 1. led i ordet kinabark kommer via spansk quina fra det indianske sprog quechua kina 'bark'.
I midten af 1600-tallet blev det taget i brug i Europa som middel mod febersygdomme. Det vandt stor udbredelse og gav anledning til en omfattende og profitabel handel. I Danmark blev det anvendt første gang omkring 1660. Det nye middel vandt endelig anerkendelse i 1712 i en afhandling af italieneren Francesco Torti (1658-1741).
Som følge af rovdrift og stigende efterspørgsel samt den deraf følgende mangel på kinabark påbegyndtes dyrkning af egnede Cinchona-arter fra midten af 1800-tallet, bl.a. i Indien og på Java.
Kinabark var i mange år det eneste kendte, virksomme middel mod malaria. Virkningen skyldes indholdet af alkaloidet kinin, der første gang blev isoleret i 1820. Omkring 6-8 % af den tørrede kinabark udgøres af ca. 30 forskellige alkaloider, heriblandt kinidin, der anvendes ved hjertesygdom, cinchonidin og cinchonin. Kinin har en stærkt bitter smag og bruges i meget små doser som bittermiddel i bl.a. tonicvand. Som lægemiddel bruges det mod malaria samt til at lindre natlige lægkramper.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.